Referat af Byrådets møde d. 18.12.2012

232. Forslag til lokalplan 039 og kommuneplantillæg nr. 16 for Mogenstrup Kro

Sagsbeh.: Anja Andersen

Sagsnr.: 2012-35118

Sagsfremstilling Bygherrens arkitekt har i samarbejde med Center for Plan og Erhverv udarbejdet forslag til lokalplan 039 for et område til bolig- og erhvervsformål ved Mogenstrup Kro til aflysning af lokalplan 6.L7.2B. Lokalplanen følges af forslag til kommuneplantillæg nr. 16, der bringer den i overensstemmelse med Kommuneplan 2009-21. Lokalplanområdet omfatter Mogenstrup Kro, hotel og kongrescenter, der har været lukket i en årrække. Formålet med lokalplanen er at muliggøre nye bredere anvendelser, der udover fortsat drift af hotel- og kongrescenter, omfatter tæt/lave boliger, privat eller offentlig administration, liberalt erhverv, undervisningsformål, hospice, restauration, klinikker, laboratorier og lignende. Formålet med lokalplanen er også at muliggøre nedrivning eller ombygning af utidssvarende bebyggelse, og opførelse af nybyggeri med respekt for kulturmiljøet omkring Mogenstrup Kirke, samt bevaring af krobygningen. Kroen er udpeget som bevaringsværdig i lokalplanen, grundet sin markante bygningskrop og beliggenhed op til kulturmiljøet. Lokalplanen udlægger områdets anvendelse til blandet bolig- og erhverv for ikke at medføre ændrede støjkrav for betonfabrikken og genbrugsstationen beliggende i nærheden af lokalplanområdet. Bebyggelsen i området består af bygningsanlæg i 1½ -2 etager, opført som knopskydninger i årene 1962-88, omkring kroen fra 1947. Området er omfattet af kirkebyggelinje på 300 meter omkring Mogenstrup Kirke samt skovbyggelinje og åbeskyttelseslinje. Arealet nærmest Fladsåen er potentielt vådområde, hvor der ikke må foretages terrænreguleringer eller beplantes. Mogenstrup Kirke, kilden og landevejen er udpeget til kulturmiljø i kommuneplanen. Lokalplanområdet indgår i et større sammenhængende naturområde omkring Mogenstrup Ås, med markant istidslandskab. Lokalplanen opdeler området i 3 delområder: Delområde I, beliggende op til kirkens arealer, er omfattet af skovbyggelinje, hvor der ikke må opføres bebyggelse, skal henligge som friareal og parkering. Delområde III, der er omfattet af bl.a. åbeskyttelseslinje langs Fladsåen, udlægges til fælles friareal for lokalplanområdet. I Delområde II åbnes der mulighed for ny bebyggelse inden for de udlagte byggefelter A og B. Byggefelterne placeres inden for de samme rammer og med samme omfang som i den tidligere lokalplan. Byggefelternes afgrænsning justeres for at skabe en mere hensigtsmæssig bebyggelsesstruktur. For at sikre en bebyggelse med respekt for kulturmiljøet omkring Mogenstrup Kirke, fastlægger lokalplanen særlige bestemmelser for byggefelt A. Ny bebyggelse og ombygninger i dette byggefelt skal derfor opføres med et traditionelt arkitektonisk udtryk, der har afsæt i kroens proportioner, materialer og farver. I byggefelt B, som ligger uden direkte visuel sammenhæng med kulturmiljøet, vil der kunne opføres bebyggelse i moderne arkitektur. Der skal dog fastholdes materiale- og farvemæssige sammenhæng med bebyggelse inden for byggefelt A.

Byrådet 18.12.2012

538

Made with FlippingBook - Online magazine maker