63. Vindmøller ved St. Røttinge, VVM-redegørelse og lokalplanforslag
Sagsbeh.: Bo Kiersgaard
Sagsnr.: 2012-34699
Sagsfremstilling Debatfasen om vindmølleprojektet syd for Store Røttinge gav anledning til nogle bemærkninger fra to naboer. Bemærkningerne er delvist besvaret direkte og delvist besvaret i VVM-redegørelsen. Enkelte emner er af holdningsmæssig karakter, og nogle ligger udenfor, hvad kommunen som myndighed kan forlange. Ansøger er nu kommet med detaljerede oplysninger om et muligt vindmølleprojekt. Ansøger og administrationen har i samarbejde udarbejdet en VVM-redegørelse (vurdering af virkninger på miljøet) og et lokalplanforslag. VVM-redegørelsen beskriver de påvirkninger, vindmølleprojektet vil have på miljøet herunder på naboer, landskabet og dyrelivet. Projektet er nu på tre møller, hvor vindmølleplanen giver mulighed for 4. Det skyldes, at et projektet med 4 møller ikke vil kunne overholde støjkravene til landsbyen Store Røttinge, der er vurderet som areal med støjfølsom anvendelse. Hovedkonklusionen er, at projektet vil påvirke landskabet noget og de nærmeste naboer meget i forhold til udsigten fra boligerne. Produktionen af vedvarende energi er til gengæld betydelig og vil svare til forbruget i cirka 7.500 husstande. Set over kommunen som helhed er placeringen ved Store Røttinge en af de bedst egnede til store vindmøller. Det gælder både i forhold til landskab, natur, kulturhistorie og omboende. Ud over de nærmeste boliger vil den landskabelige påvirkning være størst ved Brøderup og på lang afstand ved fjorden (se hhv. visualisering 4 og 23). Med hensyn til skyggevirkning er det beregnet, at der bliver brug for skyggestop nogle få timer om året for at overholde kommuneplanens retningslinje om max. 10 skyggetimer årligt ved alle boliger. Støjkravene overholdes med en rimelig margin, og boligerne i Store Røttinge bliver påvirket mindre med støj end boligerne i det åbne land. En sammenfatning af miljøpåvirkningen kan læses i VVM- redegørelsens kapitel 2 ”Ikke - teknisk resume”. Byrådet skal tage stilling til, om VVM-redegørelse og lokalplanforslaget kan sendes i 8 ugers offentlig høring. I forbindelse med den offentlige høring afholdes et borgermøde. Det foreslås at afholde mødet midt i offentlighedsperioden torsdag den 30. maj i Tappernøje. I forlængelse af kommunens borgermøde vil ansøger give den lovpligtige orientering om værditabsordningen for omboende. Lovgrundlag Planlovens bestemmelser om kommuneplantillæg, lokalplanlægning, miljøvurdering og VVM for større tekniske anlæg. Påtegning om personalemæssige konsekvenser Den samlede planlægning for projektet skønnes at ville forbruge cirka 0,2 årsværk i administrationen. Bæredygtighed og Sundhedsmæssige konsekvenser Det foreslåede vindmølleprojekt vil kunne producere elektricitet svarende til cirka 7.500 husstandes forbrug og dermed spare en tilsvarende CO 2 -udledning. De nærmeste naboer vil kunne opleve gener i form af støj- og skyggevirkning fra møllerne.
Byrådet 30.04.2013
158
Made with FlippingBook - Online magazine maker