22. Forslag til lokalplan 026 Øverup Erhverv II
Sagsbeh.: Jakob Carlé Zabel
Sagsnr.: 2011-1311
Sagsfremstilling Med etablering af Ring Øst skabes der en ny afgrænsning af erhvervsområdet langs Køgevej. Dette lokalplanforslag fastlægger nye rammer for den del af området, som endnu ikke er omfattet af en lokalplan, samt for den del af lokalplan E 13.1-1, som endnu ikke er udbygget. Lokalplanområdet ligger i Næstveds østlige udkant. Området ligger i forlængelse af det eksisterende erhvervsområde langs indfaldsvejen Køgevej og afgrænses af Køgevej, jernbanen og den kommende omfartsvej mod syd. Områdets størrelse er ca. 31 ha. Lokalplanen udlægger området til erhvervsformål med mulighed for at etablere virksomheder i virksomhedsklasse 1-5. Lokalplanen har til formål at sikre et godt produktionsmiljø for områdets virksomheder ved at forebygge miljøkonflikter gennem planlægningen. Lokalplanen skal desuden sikre funktionelle til- og frakørselsforhold for området, etablering af beplantning samt rammer for byggeri og anlægs udseende samt skiltning, så området kan udvikles under hensyn til bymiljøet. Det er lokalplanens sigte at fastholde den udvikling af indfaldsvejen til Næstved, som der i den hidtidige planlægning er lagt op til, samt at skabe gode rammer for etablering af virksomheder i området. Planlægningen skal både tilgodese virksomhedernes produktionsforhold og sikre en imødekommende ankomst til Næstved ad Køgevej. Bebyggelsen i erhvervsområder er meget forskelligartet, da størrelse, form og placering ofte er betinget af produktionsforholdende. For alligevel at skabe en samlet helhed i erhvervsområdet udlægger lokalplanen areal til beplantningsbælte og til en række læhegn, som tegner en overordnet, samlet struktur i området. Der er ligeledes planlagt for genåbning af et centralt vandløb gennem området, der vil danne et rekreativt forløb gennem området.
Lokalplanforslaget er således et eksempel på, hvordan et moderne erhvervsområde kan indpasses i et attraktivt landskab med respekt for dets kvaliteter.
Lovgrundlag Planloven
Supplerende bemærkninger Sagen er tidligere behandlet på Ejendomsudvalgets møde den 10.04.2012, hvor sagen blev udsat pga. ønsker om udarbejdelse af skiltepolitik.
Lokalplanens bestemmelser vedrørende skiltning er formuleret i overensstemmelse med udkast til skiltepolitik for Næstved Kommune.
Sagen var efterfølgende på Ejendomsudvalgets møde 28.08.2012, hvor sagen udgik da det besluttedes at afvente Vejdirektoratets forundersøgelser vedrørende motorvejsudbygning mod Rønnede. Vejdirektoratets undersøgelser foreligger nu, og det vurderes at linjeføringerne ikke vil have væsentlig indflydelse på lokalplanområdet.
Byrådet 26.02.2013
56
Made with FlippingBook - Online magazine maker