en uhensigtsmæssig aflønningsform i fonde. Det vurderes dog ikke som nødvendigt at indføre et forbud imod disse aflønningsformer. Det forventes, at bestyrelserne og fondsmyndigheden fortsat anlægger en restriktiv praksis på området for incitamentsaflønning af ledelsesmedlem- mer i erhvervsdrivende fonde. Dette skal ses i sammenhæng med, at incitamentsaflønning må anses for at være en usædvanlig aflønningsform for ledelsesmedlemmer, hvor der ikke som i selskaber er ejere, der kan acceptere denne aflønningsform. Incitamentsaflønning i erhvervs- drivende fonde kan medføre, at den pågældendes personlige interesser kan være stridende mod fondens formål og langsigtede interesser. Hvis incitamentsaflønning undtagelsesvis fore- kommer, skal der oplyses fuldt ud om ordningen, jf. den foreslåede § 134 om ændring af års- regnskabsloven og bemærkningerne hertil. Efter den gældende § 19, stk. 2 i lov om erhvervsdrivende fonde, kan erhvervsministeren (nu erhvervs- og vækstministeren) fastsætte regler om størrelsen af vederlaget til bestyrelsesmed- lemmer. Efter bestemmelsens 2. pkt. skal et vederlag, der ikke er fastsat i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af 1. pkt., godkendes af fondsmyndigheden. Muligheden for at fastsætte sådanne bestemmelser har ikke været udnyttet. Det foreslås, at den gældende be- stemmelse i § 19, stk. 2, ikke videreføres i den nye lov om erhvervsdrivende fonde. Når det skal vurderes, hvad der er et rimeligt vederlag, er der således tale om en konkret vurdering. Det vurderes derfor ikke anvendeligt at udstede generelle regler herom. Efter den gældende § 19, stk. 3, kan fondsmyndigheden nedsætte et vederlag til et eller flere bestyrelsesmedlemmer, hvis vederlaget findes for højt. Det foreslås, at den gældende bestem- melse videreføres, jf. det foreslåede stk. 2. Fondsmyndigheden kan bestemme, hvorvidt vederlag ydet i strid med bestemmelserne i de fo- reslåede § 49 og § 87 skal tilbagebetales med en rente fastsat efter renteloven, ligesom besty- relsesmedlemmerne vil kunne blive erstatningsansvarlige efter den foreslåede § 124. Kravet om tilbagebetaling vil afhænge af overtrædelsens karakter. Det er ikke en betingelse for at kræve tilbagebetaling, at bestyrelsen indså eller burde have indset, at vederlaget var for højt, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 88. Fondsmyndighedens afgørelser efter det foreslåede stk. 2, kan fremadrettet indbringes for Er- hvervsankenævnet eller domstolene, jf. den foreslåede § 130, stk. 1. Vederlaget til bestyrelsesmedlemmer skal vedrøre den periode, de pågældende bestyrelses- medlemmer har fungeret i. Det betyder, at vederlaget typisk besluttes for det forgangne regn- skabsår eller den periode heraf (pro rata), hvor medlemmet har fungeret. Ved vederlag forstås alle ydelser, som tillægges et ledelsesmedlem. Vederlaget ydes for en arbejdsindsats og kan bestå af løn, bonus eller lignende ordninger samt eventuel pension. Vederlagsbegrebet vil også omfatte andre ydelser som f.eks. fri bil, bolig, telefon eller lignende, samt eventuel adgang til fondens faste ejendom m.v. Når det skal vurderes, hvorvidt et bestyrelsesvederlag (dvs. det samlede vederlag) er sædvan- ligt, vil der være tale om en konkret samlet vurdering af alle sagens omstændigheder. I vurde- ringen kan der bl.a. lægges vægt på de nedenfor omtalte forhold, der dog ikke udgør en udtøm- mende beskrivelse af de hensyn, der kan tillægges vægt ved vurderingen af, om et vederlags størrelse er »sædvanligt« eller »for højt« efter hvervets art og omfang: • Bestyrelsens tidsforbrug og aktiviteter: Der ses på det faktiske tidsforbrug og aktiviteter, men det vurderes også, hvad der må anses for at være et sædvanligt tidsforbrug i for- hold til bestyrelsens aktiviteter.
171
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease