Erhvervsdrivende fonde - dokumentsamling 2025

Ledelse af erhvervsdrivende fonde skal ske kompetent og professionelt i overensstemmelse med stifters vilje, som den kommer til udtryk i vedtægten, og den til enhver tid gældende lovgivning. Kun herved kan der blandt relevante interessenter sikres fortsat tillid til de erhvervsdrivende fonde. Anbefalingerne er et supplement til lovgivningen på erhvervsfondsområdet, herunder erhvervsfondsloven og årsregnskabsloven, som samlet fastsætter rammerne for omverdenens behov for åbenhed om ledelsen af de erhvervsdrivende fonde, og om blandt andet regnskabsaflæggelse, lovpligtige redegørelser samt oplysninger om uddelinger og aktiviteter. Anbefalingerne har til formål at anvise ”best practice” for bestyrelsesarbejde i erhvervsdrivende fonde og at medvirke til åbenhed om fondenes forhold.

Anbefalingerne er ikke en udtømmende opskrift på god ledelse af erhvervsdrivende fonde. Dertil er fondenes og deres bestyrelsers udfordringer og forhold for forskellige.

Anbefalinger er den bedste reguleringsform, når det drejer sig om god ledelse af erhvervsdrivende fonde. Det kræver imidlertid, at samfundet, fondene og fondenes mange interessenter er positive over for anbefalingerne, har en positiv holdning til at højne god ledelse af erhvervsdrivende fonde, følger udviklingen på området og involverer sig i dialogen herom.

B. Soft Law og dens betydning

Anbefalingerne er soft law og er dermed mere fleksible end lovgivning (hard law). Mens regulering ved lov typisk beskriver en minimumstandard, afspejler soft law en højere standard end lovgivningen og tilstræber at være udtryk for ”best practice”. Derudover er soft law kendetegnet ved en høj grad af frivillighed, hvilket giver den fleksibilitet, der er nødvendig for, at de erhvervsdrivende fonde kan tilpasse principperne for god ledelse af erhvervsdrivende fonde til de enkelte fondes forhold.

Anbefalingernes fleksibilitet er afgørende, idet der inden for god ledelse af erhvervsdrivende fonde ikke nødvendigvis kun er én rigtig løsning for alle erhvervsdrivende fonde.

Soft law er lettere at tilpasse og mere dynamisk end lovgivning, hvilket muliggør, at anbefalingerne til stadighed kan være tidssvarende og relevante.

C. Redegørelse for god Fondsledelse

Bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond skal i medfør af erhvervsfondslovens § 60 udarbejde en redegørelse for god fondsledelse, hvori bestyrelsen forholder sig til hver enkelt anbefaling i Anbefalingerne for god Fondsledelse.

Redegørelsen for god fondsledelse skal udarbejdes ved brug af ”følg eller forklar” -princippet i forhold til hver enkelt anbefaling.

”Følg eller forklar” -princippet er et bærende element i anbefalingerne. Eventuelle forklaringer skal vedrøre den enkelte anbefaling og bør sætte læseren i stand til at forstå fondens ledelsesform.

4

Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease