Erhvervsdrivende fonde - dokumentsamling 2025

Kommentar : Fondens forvaltning af dens samlede kapital bør helt overordnet sikre fondens langsigtede levedygtighed og mulighed for til stadighed at opfylde fondens formål og understøtte et eventuelt ejerskab af dattervirksomheder. Bestyrelsen bør definere og løbende forholde sig til de overordnede principper, i henhold til hvilke bestyrelsen forvalter fondens samlede kapital. De overordnede principper bør blandt andet vedrøre det forventede afkast, uddelinger, likviditetsbehov i øvrigt samt timingen heraf, blandt andet i forhold til fondens erhvervsaktivitet, uddelingspolitik, investeringer og omkostninger. Med udgangspunkt i fondens formål bør bestyrelsen forholde sig til fondens investeringer, herunder aktiv-typer, risikoprofil, risikospredning og kapitalberedskab i forhold til fondens virksomhed, samt overvågning og rapportering.

2.2. Formanden og de øvrige medlemmer af bestyrelsen

Bestyrelsesformandens væsentligste opgaver er at sikre, at bestyrelsen varetager sine opgaver af ledelsesmæssig, strategisk og kontrolmæssig art.

Formanden bør sikre et effektivt bestyrelsesarbejde, herunder god kommunikation, med gode og konstruktive relationer i bestyrelsen og med en eventuel direktion.

Formanden bør endvidere sikre, at det enkelte medlems særlige viden og kompetencer bliver anvendt bedst muligt og til gavn for fonden.

Fondens bestyrelse har kollektivt ansvaret for at varetage den overordnede og strategiske ledelse. Hvis fonden ikke har ansat en direktion, er det den samlede bestyrelse, der har ansvaret for fondens daglige ledelse og drift.

2.2.1 Det anbefales , at bestyrelsesformanden organiserer, indkalder og leder bestyrelsesmøderne med henblik på at sikre et effektivt bestyrelsesarbejde og skabe de bedst mulige forudsætninger for bestyrelsesmedlemmernes arbejde, enkeltvis og samlet.

Kommentar : I bestyrelsens forretningsorden kan der med fordel fastlægges bestemmelser om, at der årligt vedtages et årshjul eller lignende, som indeholder en plan for årets møder, og for hvilke emner der skal behandles på de enkelte møder. Bestyrelsens forretningsorden er et vigtigt arbejdsredskab, der indeholder procedurer og retningslinjer for bestyrelsens arbejde, som bestyrelsen løbende bør gennemgå med henblik på at sikre, at den er i overensstemmelse med fondens virke og behov.

10

Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease