2.5.2 Det anbefales , at der for medlemmerne af bestyrelsen fastsættes en aldersgrænse, som offentliggøres i ledelsesberetningen eller på fondens hjemmeside.
Kommentar : En aldersgrænse for bestyrelsesmedlemmer har til formål at medvirke til sikring af den rette balance mellem fornyelse og kontinuitet i bestyrelsen. Derudover har den til formål at skærpe bestyrelsens opmærksomhed på og stillingtagen til sammensætningen og kompetencebehovene i bestyrelsen i forhold til fondens formål og drift.
Medlemmer af en stifterfamilie kan undtages fra en sådan aldersgrænse.
Særligt fordi fonde ikke har nogen ejere, der på en generalforsamling kan udskifte bestyrelsesmedlemmer, kan en aldersgrænse være en vigtig mekanisme for en effektiv successionsplan i bestyrelsen. Komitéen anbefaler ikke en specifik aldersgrænse og har heller ikke taget stilling til, hvilken aldersgrænse der er den rette. Ved fastsættelsen af en aldersgrænse må bestyrelsen vurdere, hvilken aldersgrænse der er den rette for fonden.
En aldersgrænse er ikke i strid med reglerne om forbud mod forskelsbehandling, da et bestyrelseshverv ikke er et ansættelsesforhold.
2.6. Evaluering
Evaluering er et værdifuldt redskab i en erhvervsdrivende fond og har til formål at danne grundlag for en kontinuerlig forbedring af bestyrelsens og en eventuel direktions og/eller administrators arbejde. Bestyrelsesevaluering skal medvirke til at identificere styrker og svagheder samt muligheder for forbedringer, således at det sikres, at fonden til stadighed har en effektiv ledelse. Bestyrelsesevaluering kan medvirke til at sikre, at der i bestyrelsen er den rette sammensætning af kompetencer m.v., og at der er en god balance mellem fornyelse og kontinuitet, herunder mangfoldighed. Bestyrelsens evaluering af en eventuel direktions og/eller administrators arbejde bidrager til at sikre, at de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet, følges, samt til at afdække samarbejdet mellem bestyrelsen og en eventuel direktion og/eller administrator.
Bestyrelsens forretningsorden og et eventuelt årshjul kan med fordel indeholde en overordnet
beskrivelse af, hvordan henholdsvis hvornår bestyrelsesevalueringen og evalueringen af en eventuel direktion og/eller administrator gennemføres.
19
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease