Erhvervsdrivende fonde - dokumentsamling 2025

3.1.1 Det anbefales , at et eventuelt vederlag til fondens bestyrelsesmedlemmer er fast og ikke variabelt. Medlemmer af en eventuel direktion bør endvidere aflønnes med et fast vederlag, eventuelt kombineret med bonus, der ikke bør være afhængig af regnskabsmæssige resultater.

Kommentar : Vederlaget omfatter alle ydelser og ydes for ansvaret og arbejdsindsatsen forbundet med bestyrelseshvervet eller ansættelsen som direktør.

Vederlag til en eventuel direktion omfatter således løn, bonus eller lignende ordninger samt eventuelle indbetalinger til pension, men også andre ydelser som f.eks. fri bil, bolig, telefon, internet eller lignende. Hvervet som bestyrelsesmedlem i en fond indebærer en særlig forpligtelse til at sikre, at bestyrelsens beslutninger om vederlag alene sker til opfyldelse af fondens formål og interesser og således alene modsvarer ansvaret og arbejdsindsatsen forbundet med bestyrelseshvervet.

Fonden kan kun afholde vederlag til medlemmer af bestyrelsen og direktionen for det arbejde, der konkret er udført i fonden.

Det er endvidere bestyrelsens ansvar, at vederlag, herunder bonus, til medlemmer af en eventuel direktion er passende i forhold til direktionens arbejde og ansvar samt fondens økonomiske stilling. Der bør ikke tildeles bonus eller andre incitamentsordninger til enkelte medlemmer af fondens bestyrelse. Sådanne ordninger kan indebære, at den pågældendes personlige interesser kan være stridende mod fondens formål og langsigtede interesser. Bestyrelsen er som følge af inhabilitet forhindret i at træffe beslutning om bonus eller andre incitamentsordninger til den samlede bestyrelse. Der kan ikke tildeles pension til medlemmer af bestyrelsen, da der er tale om udpegning til et konkret hverv, som udføres i en begrænset periode. Der er således ikke tale om et ansættelsesforhold, som vederlægges med løn, hvoraf der kan optjenes pension. Tilsvarende kan der heller ikke tildeles fratrædelsesgodtgørelser, gratialer eller lignende til medlemmer af fondens bestyrelse.

Principperne for vederlag til medlemmer af bestyrelsen og en eventuel direktion skal understøtte en hensigtsmæssig langsigtet udvikling for fonden i overensstemmelse med fondens formål.

Vederlag til medlemmer af bestyrelsen kan være af symbolsk størrelse, ligesom bestyrelseshvervet kan være ulønnet.

Er et medlem af fondens bestyrelse bestyrelsesmedlem i fondens dattervirksomhed(er), bør den pågældende ikke tildeles bonus eller andre incitamentsordninger i dattervirksomheden(erne), da sådanne ordninger kan indebære, at bestyrelsesmedlemmets personlige interesser kan være stridende mod fondens formål og langsigtede interesser.

21

Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease