1 Mel. af G. Rygaard.
Det ha r va j et for de Slægter, hvorved vi og vo rt blev til, over Fredens milde Toner, over Kampens vilde Spil.
Der er ingenting*, der maner, som et Flag, der gaa r til Top, mens det d rager vore H je r te r og vort Sind mod H im len op — og det v a je r under Saling som en flammende Befaling, aa, men ogsaa som en Hvisken om det største, som vi veed: Ikke din og ikke min, men liele Folkets Evighed!
Det var forrest, n a a r de sejred, det var med dem, n a a r de fejred, langt f ra H jemmet, H jemm ets F e s t e r - det var Baabet, n a a r de stred, og det sidste Suk i Bølgen, naar det stolte Skib gik n e d ------
Derfor b lo tte r vi vort Hoved, hver Gang F lage t gaa r til Top, mens det d rager vore H je r te l og vort Sind mod Himlen op. Det er vore Drømmes Tolk, det er baade Land og F o l k ------ Lad d it hvide Kors forkynde for hver fremmed Havn og Bed — om end hele Verden strides —: J e g er Danmark, jeg er Fred!
A x e l J u e 1.
2 Melodi af J„ iBartholdy.
Vaj højt, vaj stolt og f r i t vort F lag med Dugen hvid og rød, og vidn, vor Sag er Danm arks Sag! vi vil ej savnes paa den Dag, da Terningen om Liv og* Død skal ru lle i dets Skød! Vift til os kækt og fre jd ig t Mod og Tro, som vak ler ej! V ift S ty rke til vor Arm og Fod og- Sundhed til vor H jerterod ! Vink frem enhver, som følger dig, ad P lig ten s lige Vej!
Og mind os om, a t hvor vi gaar for Folk og Fædreland , os mangen kæ rlig Tanke naar, og m ang t et ædelt H je r te slaar, af samme Følelse i Brand, lms Kvinde som hos Mand! Vaj højt, vort Mærke, fra din Stang i Solskin, Regn og Vind! Flyv ly s tig gennem Skov og Vang, ombrust af glade Stemmers K lang: men væk og- A lvor i vort Sind, v i’ os til Manddom ind!
F L E N S 15 O R G. VED DET DANSKE AARSMØDE 1936. Mel. af Carl Nielsen (Som en rejselysten Flaade).
Den er Barn af gamle Danmark; det forlen er Odelsret, rummer for os dyre P lig ter, der vil svares uden Plet. Vi er dansk til Liv og* S jæ l; S indet ingen Grænsepæl, intet Skel kan skille fra det Land, vi kalder vort, fra det Flag, der lø fter stort ogsaa i det stille.
B land t vor H jem s tavns gam le Stæder ingen skønnes F lensborg lig, som den B akked rage t klæder omkring F jo rden s skønne Vig*. Dansken her fra Oldtids Gry fæsted Bo og øged By , næred rige Kilder.
Her fand t vore døde Ly; S læg ter re jse r sig paa ny, hver Gang Skæbnen skiller.
Vi vil, som den gode Borger, tro fas t tjene F lensborg By, bære Byrder, sprede Sorger, h jæ lpe ind i Tider ny. Men det ske paa lige Fod! E j vi lader Ret fuldgod under Magten tvinge. Altid frem mod bedre Dag! Dybt og stæ rk t i S lesvigs Sag Flensborgs Navn vil klinge.
F l e n s 1) o r g e r.
Made with FlippingBook - Online magazine maker