Mel. af G. R y g a a r d.
Det h a r vaj et for de Slægter, hvorved v i og vo rt blev til, over F redens milde Toner, over Kampens vilde Spil.
Der er ingen ting , der maner, som et F lag , der g aa r t il Top, mens det d rager vore H je r te l og vort S ind mod Himlen op — og det v a je r under Saling som en flammende Befaling, aa, men ogsaa som en Hvisken om det største, som vi veed: Ikke din og ikke min, _____ men hele Fo lkets Evighed!
Det v a r forrest, n a a r de sejred, det var med dem, n a a r de fej red, lang t fra H jemmet, H jemmets Festei— det va r Raabet, n aa r de stred, og det sidste Suk i Bølgen, n a a r det stolte Skib gik n e d ------
Derfor b lo tter vi vo rt Hoved, hver Gang F lag e t g aa r til Top, mens det d rage r vore H je r te r og vort S ind mod H im len op. Det er vore Drømmes Tolk, det er baade Land og F o l k ------- Lad d it hvide Kors forkynde for hver fremmed Havn og Red — om end hele Verden strides —: J e g er Danmark, jeg er Fred!
Ax e l J u e 1.
2 Melodi af J. Ba r t h o 1d y.
Vaj højt, vaj stolt og f r i t vo rt Flag* med Dugen livid og rød, og- vidn, vor Sag er Danm arks Sag! vi vil ej savnes paa den Dag, da Terningen om Liv og Død skal rulle i dets Skød! Vift til os kækt og fre jd ig t Mod og Tro, som vak ler ej 1 V ift S tyrke til vor A rm og Fod og Sundhed t il vor H jerterod! V ink frem enhver, som følger dig, ad P lig ten s lige Vej!
Og mind os om, a t hvor vi gaa r for Folk og Fædreland, os mangen kæ rlig Tanke naar, og mangt et ædelt H je r te slaar, af samme Følelse i Brand, hos Kvinde som hos Mand! Vaj højt, vort Mærke, fra din S tang i Solskin, Regn og Vind! F lyv lys tig gennem Skov og Vang. ombrust a f glade Stemmers K lang: men væk og Alvor i vort Sind, vi’ os til Manddom ind! C. P 1o u g.
dejlig ung Ridder. 3 Dansk Folkemelodi: En Vort Modersrnaal er dejlig t, det h a r saa mild en K lang ; hvormed skal jeg ligne det og p rise det i Sangf E n liøjbaaren Jom fru , en ædel Kongebrud, og hun er saa ung og saa ynd ig ser hun ud! Hun lægger os paa Læben hv e r t godt og k ra f t ig t Ord til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor; er H je r te t tran g t af Sorgen, og svulmer det af Lyst, hun skænker os Tonen, som lette kan vo rt Bryst. Og om i Øst og Vest vi h a r sværmet og søgt de svundne T iders Visdom, de fje rne Landes Kløgt, hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; for hun og saa ung, og saa ynd ig ser hun ud. De Fremmede, de tænk te a t volde hende Sorg; de bød hende Trældom i hendes egen Borg; men ju s t som de mente, hun v a r i Baand og Bast, da lo hun saa h jerte lig , a t alle Lænker brast. Og alle de Skjalde, hun skænked Ordets Magt, de blev om hendes Sæde en s tæ rk og tro fas t Vagt; hver Sang, som Fo lke t kender og ly t te r til med Lyst, den blev en R ing i B ryn jen , som dækker hendes Bryst.
Made with FlippingBook - Online magazine maker