Hver k ra f t ig Skæmt, der lokker om Læben frem et Smil, den blev i hendes Kogger en hvas og v inge t P il; hve rt Ord, der kom fra H je r te t , og som t i l H je r te t naar, det blev en Sten i Muren, der hegner hendes Gaard. Og Aarene ru lle og skiftes om paa Jo rd , og vore Navne glemmes som Sne, der fa ld t i F jo r , Og Slægt e fter Slægt segner hen paa Nornens Bud; men hun er saa ung, og saa ynd ig ser hun ud! E. L e m b c k e. 4 Melodi af O. Lindblad.
Vi høre, hvor det ka lder os frem, vo rt gamle, sunkne Fædrenehjem , der tapp e r t bød A a rtu s inde r Trods, men h a r nu hele sit Haab sa t til os. Vi skal rense det for Støv, vogte tro, hvad som duT, vi skal slynge Vaarens Løv om dets ve jrs lagne Mur. — Danmark, uden Læ af B jerge, vi vil dig s ty rke og værge. En ensom V and ring ej s taa r os an, vi flokkes fluks, hvor mødes vi kan; vort Mod til F a rten da b liver frit, og det g aa r frem, n aa r vi kønt holde Ja , da trave vi med Sang [Trit. over Sten, over Stok, Vejen b liver a ld r ig lang fo r den s lu t te d e F lok . S lu t da sammen! K o rt er Glæden, sn a r t skal vi spred t ud i Kæden. Ja , s n a r t det sker, a t vi skal af Sted, og alle Vaaben maa vi h a ’ med; de slibes a lt og skærpes saa smaat, og vi vil lære a t føre dem godt;
Vi fik ej under Tidernes T ryk et bø jet Mod, en ludende Ryg, vor Kamp, vo rt Kald, hvad bære vi kan, end ligger gemt under Synskredsens End vor Røst er uden Magt [Rand. og vor Daad uden Hjem , og om os er a lting sagt med de Ord: vi v il frem! Fremad e fter Livets K ranse! Tid h a r vi ej til a t standse. Vi veed, der end maa fares i Mag, vi gaa som mod en gryende Dag, men fam le ej i Mulmet omkring og skal ej hil des i Taagernes Ring. .* _____ H a r vi lang t endnu til Havn, der er V ind i vo rt Sejl, der er Lysn ing for vor Stavn, a t vi ej løbe fejl. T røstig fremad! tænd t er Fy re t, Vej kender han, som h a r S tyret. Kun Fod for Fod vi se, hvor vi gaa, men veed dog godt, hvorhen vi skal naa: t i l dybt i Barm a t h a ’ vo rt Kompas og ej blot finde, men fylde vor Plads. Ja , vor Gang maa blive fast — vi er F r ib aa rn e s Æ t — og vor H igen maa faa H as t og vor Fod blive let, Ø jet opladt, Haanden øvet, Tanken paa F lu g t over Støvet. Høje Nord, F riheds Hjem! ej for Mørket til a t true, men for Solen t il a t lue og for Liv ti! a t gro frem. Lad det bryde! lad det gære! stem ej Strømmen! ta a l dens Brag, den vil bære — ikke den, der dvalebinder, — den, der tænder Glød paa K inder, først gør fr i og saa gør fro. Kald dit Kor fra Skovens Sale! lær i Sky det V inger slaa! læ r det dale dybest ned i Bondevraa! Grøde til en Sommerdag. Høje Nord, Sangens Bo!
^
lære re t a t gøre lyst, hvor vi sæ tte vor Fod, og igennem Livets Dyst bære Ungdommens Mod; Dagens Møje, Kampens Lue a ld rig i os skal det kue!
C. H o s t r u p.
Melodi af Joseph Glæser.
Høje Nord, H aabets Borg! hvor det op i Mulmet vælder, hvor u træ tte l ig det melder V aarfryd efter V in tersorg . Nyn det ind i Drenge kække, saa de ler ad Jæ t te r s Larm! lad det lægge Lys i Tanken, S taa l i Arm! Høje Nord, Kæmpehal! Det er Tid, a t K ra f ten kendes, det er Tid, a t Sener spændes, Tid til Stigen eller Fald. Kald paa Heltene, der blunde! Saml i eet de skilte Raad! Og i Munde læg os Ordet, som er Daad!
C. H o s t r u p.
Made with FlippingBook - Online magazine maker