Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
Hvis en virksomhed anvender den foreslåede mulighed i § 37, stk. 5, 1.pkt., til indregning og måling, medfølger også de oplysningskrav, jf. § 37, stk. 5, 2. pkt., som for eksempel IFRS 7 og IFRS 13 stiller til virksomheder, der anvender IFRS.
Bestemmelserne i IFRS og årsregnskabsloven om indregning og måling af finansielle instrumenter er i stor udstræk- ning identiske. IFRS er dog mere detaljeret end årsregnskabsloven og indeholder særlig regulering på visse områder.
Den store forskel mellem årsregnskabslovens bestemmelser og IFRS i forhold til finansielle instrumenter vedrører oplysningskravene, som er langt mere omfattende under IFRS end under årsregnskabsloven. Fx kræver IFRS beskri- velse af en lang række risici som kreditrisiko og likviditetsrisiko, som ikke kræves efter årsregnskabsloven.
Herved udnyttes muligheden i direktivets artikel 8, stk. 6, hvorefter medlemsstaterne kan tillade virksomhederne at anvende IFRS for finansielle instrumenter.
Det vil ikke være muligt at anvende IFRS, for så vidt angår indregning og måling for finansielle aktiver og forpligtelser, og samtidig anvende årsregnskabslovens almindelige bestemmelser, for så vidt angår oplysningskrav om finansielle aktiver og forpligtelser. Vælger virksomheden at anvende stk. 5, vil virksomheden således skulle følge alle de krav, som IFRS stiller vedrørende finansielle instrumenter m.v. Hvis en virksomhed vælger at anvende IFRS for at få mu- lighed for at indregne visse investeringer til dagsværdi, hvor årsregnskabsloven ikke giver denne mulighed, medfører dette, at virksomheden skal følge IFRS for alle finansielle instrumenter, herunder eksempelvis tilgodehavender. Des- uden skal virksomheden opfylde de tilhørende oplysningskrav. Det er således ikke muligt at tilvælge enkeltbestem- melser fra IFRS-reglerne.
Hvis virksomheden vælger at anvende muligheden i henhold til det foreslåede stk. 5, skal dette oplyses i anvendt regnskabspraksis.
Det foreslås, at ændringerne til § 37 skal gælde for virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, C og D.
Ifølge de gældende bestemmelser i § 22, stk. 1, § 78, stk. 1, og § 102, stk. 1, gælder lovens § 37 for regnskabs- klasse B, C og D. Der er derfor ikke behov for at ændre disse bestemmelser som følge af forslaget.
Ændret ved lov nr. 1716 af 27. december 2018 I § 37, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter »enkelte bestanddele«: »eller ud fra markedets salgsværdier på lignende akti- ver eller forpligtelser«.
Lovbemærkninger § 37, stk. 1, 1. pkt., fastlægger, hvilke finansielle instrumenter der skal måles til dagsværdi. Det fremgår af § 37, stk. 1, 2-4. pkt., hvordan dagsværdien skal opgøres. Ifølge § 37, stk. 1, 3. pkt., skal salgsværdien af et aktiv eller en forpligtelse måles ud fra markedets salgsværdier på aktivets eller forpligtelsens enkelte bestanddele, hvis der ikke umiddelbart kan konstateres en salgspris på aktivet eller forpligtelsen. Regnskabsdirektivets artikel 8, stk. 7, litra a, er bl.a. gennemført i årsregnskabslovens § 37, stk. 1, 3. pkt. For at tilnærme ordlyden i bestemmelsen til direktivbestemmelsens ordlyd og samtidig skabe overensstemmelse til IFRS 13 foreslås det at ændre § 37, stk. 1, 3. pkt., så det bliver klart, at hvis salgsværdien ikke umiddelbart kan konsta- teres for de pågældende aktiver eller forpligtelser, kan salgsværdien måles ud fra salgsværdier for lignende aktiver eller forpligtelser. Den foreslåede ændring af § 37, stk. 1, 3. pkt., sikrer, at bestemmelsen i årsregnskabsloven svarer til det dagsvær- dihierarki, der gælder ved måling af dagsværdien i henhold til regnskabsdirektivet og IFRS 13. Det er således både efter regnskabsdirektivet og IFRS 13 muligt at måle dagsværdien på baggrund af markedets salgsværdier for
1040 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease