Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
Bestemmelsen implementerer 4. direktivs artikel 35, stk. 1, litra b og artikel 37, stk. 2.
Ændret ved lov nr. 738 af 1. juni 2015 I § 43, stk. 2, udgår »målt til værdien på tidspunktet for brugstidens begyndelse«.
Lovbemærkninger Efter den gældende § 43, stk. 1, i årsregnskabsloven skal kostpris, dagsværdi eller genindvindingsværdi for imma- terielle og materielle anlægsaktiver med begrænset brugstid formindskes med afskrivninger, der tilsigter en syste- matisk afskrivning af aktiverne over deres brugstid. Dette gælder dog ikke for aktiver, der løbende reguleres til dags- værdi i henhold til årsregnskabslovens § 38. Uanset at det ikke fremgår udtrykkeligt af den gældende bestemmelse i § 43, stk. 1, skal der foretages en opdeling af materielle anlægsaktiver i deres væsentlige bestanddele med henblik på særskilt afskrivning. Det følger af sub- stansprincippet og hensynet bag systematiske afskrivninger. En bygning skal eksempelvis opdeles i tag, tekniske installationer, vinduer m.v. Denne opdeling i bestanddele skal alene foretages, hvis der er tale om væsentlige ele- menter med væsentligt forskellig brugstid. Kravet om opdeling er således betinget af, at den har en så væsentlig indvirkning på regnskabet, at det vil påvirke regnskabsbrugernes beslutningstagen. Det fremgår yderligere af den gældende § 43, stk. 2, at afskrivningerne skal beregnes under hensyntagen til aktivets forventede restværdi efter afsluttet brugstid målt til værdien på tidspunktet for brugstidens begyndelse. Kravet om at beregne en restværdi fremgår ikke af direktivets bestemmelse om afskrivninger, jf. artikel 12, stk. 5, i det nye regnskabsdirektiv. Det må dog lægges til grund, at der skal beregnes en restværdi som en forudsætning for at kunne opfylde formålet med direktivbestemmelsen. Det foreslås, at § 43, stk. 2, ændres således, at kravet om, at restværdien skal måles til værdien på tidspunktet for brugstidens begyndelse, udgår af bestemmelsen. Det betyder, at restværdien fremover skal revurderes løbende, ligesom det i dag sker med afskrivningsperioden m.v. Det vil typisk være relevant for visse væsentlige aktiver, hvor der på grund af udsving i konjunkturer samt løbende inflation sker betydelige ændringer i den forventede restværdi. Ved opgørelsen af restværdien kan der tages højde for inflation frem til balancedagen, hvorimod der ikke kan tages højde for forventet fremtidig inflation. Bestemmelsen kan eksempelvis være relevant for ejendomme, skibe og fly, hvorimod det som følge af en væsentlig- hedsbetragtning typisk ikke vil være relevant at foretage en revurdering af restværdien for så vidt angår produkti- onsmaskiner, biler og lignende aktiver. Det må i øvrigt antages, at restværdien for alle aktiver, der forbruges, som eksempelvis bygninger og maskiner, ved første indregning vil være betydeligt lavere end kostprisen. Fastsættelsen af en meget høj restværdi eller særlig lang levetid for eksempelvis en bygning vil ofte blive anset som et forsøg på at omgå kravet om løbende afskrivninger. Hvis en virksomhed vurderer, at den har en bygning med en særlig lang levetid eller en særlig stor restværdi, vil der være særlige krav til dokumentationen, som skal begrunde, hvorfor netop dette aktiv har en særlig lang levetid eller en særlig stor restværdi. Ved anvendelse af de internationale regnskabsstandarder IFRS er det et krav, at der i forbindelse med regnskabsaf- læggelsen bliver foretaget en vurdering af, hvorvidt restværdien er ændret væsentligt. Med forslaget foretages der således en tilpasning til de krav, der stilles efter IFRS. Forholdet er nærmere beskrevet for materielle og immaterielle anlægsaktiver i henholdsvis IAS 16 og IAS 38. Der henvises i den forbindelse nærmere til IAS 16, afsnit 5 og 51, henholdsvis IAS 38, afsnit 8 og 102.
Det foreslås, at ændringen til § 43, stk. 2, skal gælde for virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, C og D.
1064 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease