Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 - 11. udgave

Årsregnskabsloven med lovbemærkninger

For virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og D foreslås det, at kravet om oplysninger om bevægelser på egenkapitalen videreføres med visse ændringer i en ny bestemmelse, der indsættes i årsregnskabsloven som § 86 a med overskriften "Egenkapitalopgørelsen".

Efter den nye bestemmelse skal der udarbejdes en egenkapitalopgørelse, der skal placeres som et særskilt element i årsregnskabet. Den nye bestemmelse foreslås derfor indsat som § 86 a i kapitel 10 i årsregnskabsloven.

De foreslåede bestemmelser i § 86 a, stk. 1 og 2, viderefører kravene i den hidtil gældende § 87 a med hensyn til egenkapitalopgørelsens indhold.

Der skal således som hidtil udarbejdes en fuldstændig egenkapitalopgørelse, der for hver post indeholder de oplys- ninger, der fremgår af § 86 a, stk. 1, nr. 1-4. Indholdet af bevægelserne skal ligeledes som hidtil fremgå af benæv- nelsen eller noterne, jf. det foreslåede stk. 2. Forslaget om, at egenkapitalopgørelsen skal udgøre et selvstændigt element i årsrapporten, indebærer, at det fort- sat vil være muligt at vise egenkapitalopgørelsen umiddelbart efter balancen, som mange virksomheder gør i dag. Dette ville ikke være muligt, hvis egenkapitalopgørelsen — ligesom efter den gældende bestemmelse i årsregnskabs- lovens § 87 a — skulle gives i en note, idet det nye regnskabsdirektiv i artikel 15 stiller krav om, at noter skal gives i den rækkefølge, hvori posterne er præsenteret i balancen og resultatopgørelsen. Herudover indebærer den foreslå- ede ændring en tilpasning til de internationale regnskabsstandarder IFRS, idet egenkapitalopgørelsen bliver et sær- skilt element i årsregnskabet på linje med resultatopgørelse og balance. I IAS 1, afsnit 1, litra e, er egenkapitalopgø- relsen således et særskilt element. Som en konsekvens af de foreslåede nye bestemmelser i § 86 a, stk. 1 og 2, foreslås det, at de gældende krav i § 87 a om noteoplysninger vedrørende egenkapitalen ophæves, og at § 87 a affattes på ny som anført i forslagets § 1, nr. 112. I § 86 a, stk. 3, foreslås det, at der i egenkapitalopgørelsen også skal medtages visse oplysninger, som ikke kræves efter den gældende bestemmelse i § 87 a. Det foreslås således som noget nyt, at der i opgørelsen efter stk. 1 særskilt skal oplyses om til- og afgange i posterne "Reserve for opskrivninger" og "Reserve for udviklingsomkostninger" samt beløb, som indregnes direkte på egenkapitalen i henhold til § 49, stk. 2, nr. 3 og 4.

Kravet om, at bevægelser i "Reserve for udviklingsomkostninger" skal præsenteres særskilt, er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 108, vedrørende indregning af udviklingsomkostninger.

Endvidere foreslås det, at det gældende krav i § 56, stk. 3, om, at ledelsens forslag til beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud skal fremgå af opgørelsen, videreføres i den foreslåede § 86 a, stk. 4.

Oplysninger om besluttet udbytte til ejerne må anses som væsentlige oplysninger for regnskabsbrugerne, hvorfor det er centralt, at disse fremgår direkte af egenkapitalopgørelsen.

Det foreslås, at den nye § 86 a skal gælde for virksomheder omfattet af regnskabsklasse C og D.

Således som de gældende bestemmelser i § 78, stk. 1, og § 102, stk. 1, er formuleret, vil den nye § 86 a blive omfattet af de bestemmelser i loven, som gælder for regnskabsklasse C og D. Der er derfor ikke behov for at ændre disse bestemmelser som følge af forslaget.

1198 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY

Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease