Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 - 11. udgave

Årsregnskabsloven med lovbemærkninger

Ændret ved lov nr. 99 af 18. februar 2004 § 136 affattes således:

»§ 136. Det påhviler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at sørge for, at der udarbejdes standarder, der i nødvendigt omfang skal udfylde og supplere denne lov. Standarderne kan inden for rammerne af Rådets direktiver 78/660/EØF og 83/349/EØF med senere ændringer fastsætte de undtagelser fra bestemmelser, der er omfattet af fravigelses- pligten efter § 11, stk. 3, og hvor fravigelsen anses for nødvendig for en praktisk og hensigtsmæssig anvendelse af bestemmelserne. Standarderne skal angive, hvilke grupper af virksomheder der kan eller skal følge standarderne. Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan indgå aftale med en eller flere uafhængige organisationer om, at disse helt eller delvist varetager de opgaver, der følger af stk. 1. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte de nærmere bestemmelser for arbejdets udførelse og organisering, herunder om offentlige myndigheders adgang til at udtale sig om eller godkende standarder, inden de gennemføres. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan pålægge en organisation, der er indgået aftale med, jf. 1. pkt., at udarbejde særlige standarder på områder, hvor der viser sig et reguleringsbehov. Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan nedsætte et regnskabsråd, hvormed styrelsen kan rådføre sig om generelle regnskabsforhold, og som kan bistå styrelsen med de i stk. 1 nævnte opgaver. Sekretariatsfunktionen va- retages af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.« Lovbemærkninger Det foreslås, at de gældende bestemmelser i §§ 136 og 137 med enkelte ændringer sammenskrives i § 136, og at der i en ny affattelse af § 137 indsættes bestemmelser, der tilpasser årsregnskabsloven til samt udnytter valgmu- lighederne i IAS-forordningen (forslagets § 1, nr. 46). Efter de gældende bestemmelser i §§ 136 og 137 påhviler det Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at sørge for, at der udarbejdes standarder, som i nødvendigt omfang skal udfylde og supplere årsregnskabsloven. Standarderne skal angive, hvilke grupper af virksomheder der kan eller skal følge standarderne. Styrelsen kan indgå aftale med en eller flere uafhængige organisationer om, at disse helt eller delvist varetager de pågældende opgaver. Disse hjemler har hidtil ikke været udnyttet, men ønskes bibeholdt i den nye § 136 for det tilfælde, at der opstår behov for at udnytte hjemlen, fx i forbindelse med udstedelse af regnskabsstandarder på områder, som ikke er dækket af de internatio- nale regnskabsstandarder. Den gældende bestemmelse i § 136, stk. 2, er udgået i den nye § 136, da bestemmelsen ikke længere er aktuel som følge af den foreslåede nye § 137, der tilpasser årsregnskabsloven til samt udnytter valgmulighederne i IAS-forordningen. Bestemmelsen i den gældende § 137, stk. 2, vedrørende regnskabsrådet videreføres i den nye § 136, stk. 3, med den ændring, at det ikke længere skal være et krav, at formandskabet varetages af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Endvidere er det tilføjet i bestemmelsen, at regnskabsrådet kan bistå Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med løsning af de opgaver, som påhviler styrelsen i henhold til stk. 1.

Ændret ved lov nr. 738 af 1. juni 2015 I § 136, stk. 1, 2. pkt., ændres »Rådets direktiver 78/660/EØF og 83/349/EØF« til: »Europa-Parlamentets og Rå- dets direktiv 2013/34/EU«.

Lovbemærkninger Det foreslås, at direktivhenvisningerne i § 136, stk. 1, ændres til det nye regnskabsdirektiv, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013, om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beret- ninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF, som fremover er gældende på området.

1488 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY

Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease