Kapitel 30A Omsætning fra kontrakter med kunder – IFRS 15
på, at virksomheden bærer en lagerrisiko og derved er principal i transaktionen. Dette er dog ikke tilfældet, hvis kontrollen over varen kun opstår kort forinden overdragelse til kunden, fx hvis virk- somheden har indgået en bindende aftale med kunden om levering af varen, og derefter opnår kontrol over varen, inden den overdrages til kunden. I dette tilfælde er der ikke substans i den lagerrisiko, som virksomheden har påtaget sig, da der allerede er indgået bindende aftale om vi- dereoverdragelse af risikoen.
Når en anden part er involveret i levering af varer eller tjenesteydelser til en kunde, vil virksomhe- den, der er principal ofte have kontrol over en af de følgende:
► Varen eller et andet aktiv fra den anden part, som det overfører til kunden.
► Retten til en tjenesteydelse som udføres af en anden part, men som virksomheden har retten til at dirigere og tilbyde til kunden. ► Varen eller tjenesteydelsen fra en anden part, som virksomheden sammensætter med andre varer eller tjenesteydelser for at tilbyde en sammensat vare eller tjenesteydelse til kunden.
Følgende forhold anses som indikatorer for, at en virksomhed optræder som principal:
Kriterier for principal, IFRS 15.B37
► Virksomheden er hovedansvarlig for at opfylde løftet om at levere den specificerede vare eller tjenesteydelse. Dette omfatter typisk et ansvar for, at varen eller tjenesteydelsen godkendes af kunden (IFRS 15.29(a)). ► Virksomheden har en lagerrisiko, før eller efter at varen eller tjenesteydelsen er overdraget til kunden. Varelagerrisiko efter overdragelse kan eksempelvis skyldes, at kunden har returret (IFRS 15.29(b)).
► Virksomheden kan fastsætte prisen på varen eller tjenesteydelsen (IFRS 15.29(c)).
EY's holdning Principal agentbetragtningerne i IFRS 15 er udledt af definitionen på en leveringsforpligtelse, og der fokuseres på, hvem der kontrollerer varen eller tjenesteydelsen, mens indikatorerne i IAS 18 og IAS 11 har som mål at identificere risikotageren. Dette vil betyde, at nogle virksom- heder, som tidligere anså sig selv som principal i en sammenhæng, kan komme til den modsatte konklusion i henhold til IFRS 15 og vice versa.
Konsignationsaftaler
Nogle virksomheder overdrager dele af deres varebeholdninger til en anden part som led i en kon- signationsaftale, herunder distributører og forhandlere. Dette kan skyldes et ønske om at flytte varerne tættere på kunden for på den måde at effektivisere distributionen. Overdragelsen til den anden part sker, uden at der gennemføres en salgstransaktion, og den anden part ejer således ikke de varer, som markedsføres.
IFRS 15.B78
Følgende forhold anses som indikationer på, at der er tale om en konsignationsaftale:
► Virksomheden har kontrol over produktet, indtil en bestemt begivenhed indtræffer, fx salget af produktet til en af distributørens kunder, eller indtil en bestemt periode udløber.
► Virksomheden kan kræve produktet returneret eller overdrage produktet til tredjepart.
► Distributøren har ikke en ubetinget pligt til at betale for produktet, selv om det kan kræves, at der betales et depositum.
Listen over indikatorer er ikke udtømmende. Den endelige vurdering skal foretages på baggrund af, hvorvidt virksomheden ved leveringen af et produkt har afgivet kontrollen over varen.
EY | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | 591
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease