Kapitel 30A Omsætning fra kontrakter med kunder – IFRS 15
Virksomheder, som indgår konsignationsaftaler, skal vurdere sine leveringsforpligtelser for at sikre, at alle varer og tjenesteydelser, som leveres til en distributør eller til en slutkunde, bliver identificeret. I en konsignationsaftale overdrager virksomheden typisk ikke kontrollen over va- rerne, førend de er solgt til slutkunden. Distributøren er i aftalen ofte kun forpligtet til at betale en aftalt andel af den til slutkunden solgte salgspris. Virksomheden indregner således ikke omsæt- ning ved levering af varerne til distributøren, fordi kontrollen ikke er overgået til slutkunden, og distributøren dermed endnu ikke har opfyldt sin i kontrakten aftalte leveringsforpligtelse om leve- ring af varerne til slutkunden. Optioner på at erhverve yderligere varer eller tjenesteydelser Salgskontrakter kan indeholde optioner, som giver kunden en option på at erhverve yderligere varer eller tjenesteydelser. I de tilfælde, hvor optioner på at erhverve yderligere varer eller tjene- steydelser indeholder en rabat, kan der være tale om en særskilt leveringsforpligtelse, hvis optio- nen har substans. En option har substans, hvis der er tilknyttet en rabat, som kunden ikke ville have modtaget uden at indgå den oprindelige kontrakt med virksomheden. Hvis kunden får en rabat, som ligger inden for de rabatter, som virksomheden normalt yder til sine kunder uden eksi- sterende aftaler, har optionen derimod ikke substans. Formålet med dette krav er at identificere kundeoptioner, som kunden i realiteten (ofte implicit) betaler for som en del af transaktionsprisen, hvorved der bliver krav om identifikation heraf og allokering af en del af transaktionsprisen hertil. EY's holdning IAS 18 og IAS 11 indeholder ingen specifik vejledning i en skelnen mellem optioner med væsent- lige rettigheder og almindelige tilbud. I praksis blev sådanne optioner med væsentlige rettighe- der derfor ofte indregnet uden at udskille et optionselement. IFRS 15 kan derfor potentielt in- debære en ændring i forhold til hidtidig gældende praksis. Kontraktvilkårene skal evalueres nøje for at kunne skelne mellem optionselementer og almindelige tilbud, og vurderingerne vil normalt i vid udstrækning kræve udøvelse af skøn.
IFRS 15.B39
Eksempel på optionselementer, som ikke udgør en væsentlig ret
En virksomhed i telekommunikationsbranchen indgår en kontrakt med en kunde om at levere en mobiltelefon og et månedligt abonnement i to år. Abonnementet omfatter op til 1.000 minutters taletid og 1.500 SMS-beskeder om måneden til en fast månedlig pris. I kontrakten anføres prisen for eventuelle taleminutter eller SMS-beskeder ud over det, som er omfattet af abonnementet, som kunden kan vælge at købe i en hvilken som helst måned, og prisen svarer til den normale salgspris for disse tjenesteydelser. Virksomheden vurderer, at tilsagnet om at levere en mobiltelefon og et månedligt abonnement er særskilte leveringsforpligtelser. Dette skyldes, at kunden kan drage fordel af mobiltelefonen og abonnementstjenesten alene eller sammen med andre ressourcer, som er umiddelbart til- gængelige for kunden i henhold til kriteriet i IFRS 15.27(a). Derudover kan mobiltelefonen og abonnementet identificeres separat fra hinanden i overensstemmelse med kriteriet i IFRS 15.27(b) (baseret på en vurdering af faktorerne i IFRS 15.29). Virksomheden vurderer, at optionen på at erhverve yderligere taletidsminutter eller SMS-beske- der ikke udgør en væsentlig ret, som kunden ikke ville have fået, hvis kontrakten ikke var indgået (IFRS 15.B41). Grunden hertil er, at prisen på de yderligere taletidsminutter og SMS-beskeder svarer til den normale salgspris for disse tjenesteydelser. Da optionen på at erhverve yderligere taletidsminutter og SMS-beskeder ikke udgør en væsentlig ret, fastslår virksomheden, at det ikke er en leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten. Som følge heraf allokeres ingen del af transaktionsprisen til optionen på at erhverve yderligere taletidsminutter eller SMS-beskeder.
592 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease