Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
For de bestemmelser i loven, som fravigelse vil kunne være relevant for, ændrer forslaget heller ikke de relativt restriktive rammer, der i dag gælder for, hvornår fravigelsen skal bringes i anvendelse.
Lovens krav kan næppe fraviges således, at der anvendes andre metoder for indregning og måling, end hvad der er tilladt efter de internationale regnskabsstandarder IFRS. Årsagen er, at loven bygger på de samme grundlæggende rammer som IFRS. Der anvendes betydelige ressourcer på løbende udvikling af IFRS, herunder en global dialog med virksomheder, regnskabsbrugere, myndigheder og revisorer. Det må derfor anses for meget lidt sandsynligt, at en virksomhed har en så speciel situation, at der ikke er taget højde herfor under IFRS. Hvor et forhold ikke er regule- reret specifikt i IFRS, indeholder IAS 8 et "hierarki" over forhold, der skal tages i betragtning, når den anvendte regnskabspraksis skal fastlægges. IFRS har således taget stilling til, hvilke kriterier og eventuelle andre retskilder der skal lægges vægt på, når et konkret forhold ikke er detailreguleret i standarderne.
IFRS indeholder dog også — ligesom årsregnskabsloven — en fravigelsesmulighed, men denne ses kun anvendt yderst sjældent.
IFRS indeholder et stort antal detaljerede regler, som udvikles løbende og gennemgår hyppigere ændringer end års- regnskabsloven. Der vil derfor forekomme tilfælde, hvor IFRS tager højde for nye situationer — for eksempel konse- kvenserne af en finanskrise — før årsregnskabsloven. I disse tilfælde kan det være relevant for virksomhederne at fravige loven for at anvende en bestemt metode under IFRS. Det må forudsættes, at hvis der vælges en metode under IFRS for indregning og måling, skal der samtidig gives de oplysninger, som kræves under IFRS ved anvendelsen af metoden. Indregning, måling og oplysninger skal således ses som et hele. Har en konkret regulering i IFRS imidlertid været vedtaget på det tidspunkt, hvor en anden regulering af det tilsvarende forhold i årsregnskabsloven er blevet vedta- get, vil lovens bestemmelser ikke kunne fraviges alene med henvisning til, at reguleringen i IFRS er mere retvisende. Her har lovgiver jo netop bevidst valgt at gennemføre en regulering af et forhold, der afviger fra reguleringen af det samme forhold i IFRS. IFRS kan i stor udstrækning også anvendes til udfyldning af lovens rammer. For eksempel giver årsregnskabslovens § 38 mulighed for, at investeringsejendomme kan måles til dagsværdi. Bestemmelsen er kun en ramme, hvor IAS 40 udfylder rammen for definition af, hvad der er en investeringsejendom, klassifikation af ejendomme til og fra kategorien m.v. IFRS 13 indeholder detaljerede bestemmelser for, hvordan dagsværdien skal beregnes. IAS 40 og IFRS 13 ændres i takt med, at der bliver udarbejdet bedre metoder til fx at beregne dagsværdier på inve- steringsejendomme. Når der kommer nye standarder, vil disse udfylde lovens rammer. Der er således intet til hinder for, at en virksomhed, som udarbejder regnskab efter årsregnskabsloven, anvender de nyeste IFRS til at udfylde lovens rammer. Dette forudsætter dog naturligvis, at den standard, som ønskes anvendt, ikke er i strid med lovens ordlyd. En standard, som tidligere har krævet måling til kostpris, men som fremover kræver måling til dagsværdi, kan alene anvendes, hvis loven også tillader brug af dagsværdi. Selvom lovens regler om udarbejdelse af års- og koncernregnskab i vid udstrækning er baseret på principperne i IFRS, vil virksomhederne normalt kunne udarbejde årsregnskab uden at skulle læse IFRS — hverken helt eller delvist. Den simple handelsvirksomhed, som alene anvender kostpris som målegrundlag, kan således basere sit regnskab på lovens ordlyd. Anvendelse af IFRS bliver mere relevant, hvor en virksomhed anvender dagsværdi som målegrundlag. Hvis en virksomhed indgår komplicerede aftaler om køb, salg, m.v. vil det ofte være relevant at anvende bestemmel- serne i IFRS. Årsagen er, at IFRS, modsat årsregnskabsloven, indeholder detaljeret regulering og vejledning i forhold til den regnskabsmæssige behandling af mere komplicerede transaktioner. Det samme er tilfældet for fx virksomheder, som anvender meget avancerede finansielle instrumenter, hvor det kan være svært at vurdere, om passiverne er udtryk for gæld eller egenkapital. Her vil det være naturligt at anvende bestemmelserne i den internationale regnskabsstandard IAS 32 til at afgøre, om der er tale om gæld eller egenkapi- tal.
Det foreslås, at ændringen til § 11, stk. 3, skal gælde for virksomheder omfattet af regnskabsklasse A, B, C og D.
950 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease