Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
Relevans retter sig mod de beslutninger, regnskabsbruger skal træffe. I stk.2 er opregnet de væsentligste formål med brugen af årsrapporter. Relevans skal altså ses i lyset af disse formål. I almindelighed defineres relevans ved, om den pågældende oplysnings tilstedeværelse kan føre til en ændret beslutning. I almindelighed skal forholdet for at være relevant have prognoseværdi, kunne sammenholdes med tidligere forhold og være aktuelt. Pålidelighed indebærer, at oplysningerne i rimeligt omfang kan efterprøves — verificeres — dels afspejler virkelighe- den så rigtigt som muligt. Kravet om pålidelighed er i et vist omfang nødvendigt for, at revisor kan revidere oplys- ningerne, så regnskabsbruger fuldt ud kan fæste lid til årsrapportens udsagn. Kravet må dog ikke medføre, at der lægges så stor vægt på en nøjagtig verificerbarhed, at oplysninger om virkeligheden ikke får lov til at komme med. I kraft af en større orientering mod værdibaserede regnskaber — af hensyn til større relevans — vil revisor ofte ikke kunne verificere værdien af aktiver og forpligtelser nøjagtigt på baggrund af kostpriser. I stedet skal revisor tage stilling til rimeligheden af de forudsætninger, ledelsen lægger til grund for vurderingerne.
Det større fokus på relevans og afspejling af virkeligheden — fremfor nøjagtig verifikation — er fuldt ud i tråd med den internationale udvikling, der i højere grad går ind for at udarbejde værdibaserede regnskaber.
For oplysninger i noter og ledelsesberetning er pålidelighedskravet snarere et sandsynlighedskrav. Kravet skal hin- dre, at virksomheden oplyser om urealistiske og usandsynlige forhold, som kan forvride regnskabsbrugers indtryk af virksomheden. Pålidelighedskravet indebærer også, at der ikke må være strid mellem oplysningerne og andre dele af årsrapporten. Forslaget åbner mulighed for at acceptere varierende grader af pålidelighed efter hvilken regnskabsklasse, virksom- heden omfattes af. Små virksomheder vil normalt have vanskeligt ved at investere i omfattende og nøjagtig data- fangst i samme omfang som store virksomheder. Ligeledes vil omverdenens interesse ud fra en gennemsnitsbetragt- ning her være væsentligt mindre end for større virksomheder. Derfor har lovens regler i regnskabsklasse A et væ- sentligt lavere ambitionsniveau end B og C, for slet ikke at tale om D, og har derfor også en væsentligt lavere regu- leringsinteresse. Hvis en virksomhed i regnskabsklasse A vil stræbe efter et højere niveau, kan den imidlertid tilvælge reglerne i en højere regnskabsklasse. Tilsvarende gælder for de højere klasser. Pligten til at tilnærme sig et værdi- baseret regnskab bliver stærkere i klasse C end i klasse B. Omvendt kan man næppe forestille sig, at en virksomhed i klasse C bedre kan give et retvisende billede ved at springe ned til klasse B. Loven tillader derfor ikke at vælge nedad, medmindre virksomheden simpelthen bliver mindre. Ikke alle forhold kan opgøres med samme grad af pålidelighed. Eksempelvis vil værdien af likvide midler altid kunne opgøres med større pålidelighed end værdien af immaterielle aktiver. De forskellige pålidelighedsniveauer i forhold til de enkelte poster i årsregnskabet er naturlige og ligger bag behovet for at klassificere posterne. Et andet eksempel er oplysninger i ledelsesberetning og noter. Her vil der i sagens natur ikke altid kunne tilvejebringes samme grad af pålidelighed som i balance og resultatopgørelse. Oplysninger i ledelsesberetning og noter er netop påkrævet, når væsentlige forhold ikke kan opgøres med den pålidelighed, som kræves ved indregning i årsregnskabets opstillinger. Virksomhedens manglende kontrol med ressourcen kan også have betydning. Når ledelsen skal afgøre, hvilket påli- delighedsniveau, der tillader indregning, skal den regne med, at der er grænser for, hvor lavt et niveau af pålidelig- hed, der kan accepteres af regnskabsbrugerne — og revisor. Lovforslaget indeholder enkelte skadesklausuler. Det gælder fx forslagets § 32 om undtagelser fra kravet om at vise nettoomsætningen for B-virksomheder og for mel- lemstore virksomheder i regnskabsklasse C. Og efter § 72 kan virksomheden undlade at give oplysninger om datter- og associerede virksomheder ved at påberåbe sig skade for virksomheden ved at give de pågældende oplysninger. I lyset af lovens krav om retvisende billede kan en skadesklausul ikke indfortolkes, hvor loven ikke har modificeret udtrykkelige krav med en udtrykkelig skadesklausul, som i de nævnte tilfælde. Lovgiver har her taget stilling. Hvor der er tale om frivillige oplysninger, der ikke er foreskrevet i loven, kan en afvejning af skadevirkninger med nytte- værdien af oplysningerne for regnskabsbrugerne komme på tale. Giver årsrapporten stadig et retvisende billede, så en normalt forekommende regnskabsbruger ikke lider skade ved at mangle de nødvendige oplysninger, kan væsent- lig skade for virksomheden påberåbes.
954 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease