Årsregnskabsloven med lovbemærkninger
Efter den foreslåede § 22 a, stk. 1, er mikrovirksomheder defineret som virksomheder, der på balancedagen i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af de tre følgende grænser: balancesum 2,7 mio. kr., nettoom- sætning 5,4 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede på 10. En nystiftet virksomhed vil allerede kunne anvende mikroreglerne i virksomhedens første regnskabsår, hvis virksom- heden på balancetidspunktet er under grænserne i § 22 a, stk. 1, og i øvrigt opfylder betingelserne for at være en mikrovirksomhed. Det følger endvidere af det foreslåede stk. 1, at mikrovirksomheder kan anvende undtagelserne i den foreslåede § 22 b. Efter det foreslåede stk. 3 kan holdingvirksomheder, investeringsvirksomheder og virksomheder, der på ba- lancedagen har rettigheder eller forpligtelser som et resultat af indgåede aftaler om afledte finansielle instrumenter, dog ikke anvende de nævnte undtagelser. Årsregnskabslovens § 7, stk. 3 og 4, finder med de foreslåede ændringer til § 7 i forslagets § 1, nr. 15 og 16, tilsvarende anvendelse ved beregning af størrelsesgrænserne i stk. 1 for at være en mikrovirksomhed, jf. den fore- slåede § 22 a, stk. 2.
I den foreslåede § 22 a, stk. 3, fastslås det, at visse virksomheder ikke kan anvende undtagelserne i § 22 b, selvom de opfylder de størrelsesmæssige kriterier for at være mikrovirksomheder i § 22 a, stk. 1.
I § 22 a, stk. 3, nr. 1, fastslås det således, at undtagelserne i det foreslåede § 22 b ikke gælder for virksomheder, der besidder kapitalandele i andre virksomheder, og som udøver betydelig indflydelse på en eller flere af disse virk- somheders driftsmæssige eller finansielle ledelse (holdingvirksomheder). Denne begrænsning er i overensstem- melse med artikel 36, stk. 7, i det nye regnskabsdirektiv, der foreskriver, at undtagelserne for mikrovirksomheder ikke må tillades for holdingvirksomheder. Den her anvendte definition af holdingvirksomheder svarer til definitionen af holdingvirksomheder i årsregnskabslo- vens § 135, stk. 3, som er bredere end direktivets definition af holdingvirksomheder i artikel 2, nr. 15, blandt andet fordi definitionen i § 135, stk. 3, også omfatter alle modervirksomheder. Den foreslåede definition af holdingvirk- somheder i § 22 a, stk. 3, nr. 1, indebærer således, at færre virksomheder vil kunne anvende undtagelserne i § 22 b, end hvis direktivets definition af holdingvirksomheder blev anvendt. Det er dog vurderingen, at der alene er tale om et mindre antal virksomheder, som derved afskæres fra at anvende undtagelserne i § 22 b, og at ulemperne herved opvejes af fordelene ved at anvende en definition, der i forvejen er velkendt af virksomhederne. Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 a, stk. 3, nr. 2, gælder undtagelserne i § 22 b endvidere ikke for virksom- heder, som udelukkende beskæftiger sig med at anbringe deres midler i forskellige former for værdipapirer og fast ejendom eller i andre aktiver alene med det formål at fordele investeringsrisikoen og at lade deres selskabsdeltagere drage økonomisk fordel af resultaterne af forvaltningen af deres aktiver. Sådanne fordele vil typisk bestå i udbytte eller værdistigninger på deltagernes kapitalandele. Endvidere fastslås det i den foreslåede § 22 a, stk. 3, nr. 3, at undtagelserne i § 22 b heller ikke gælder for virksom- heder, der er forbundet med virksomheder omfattet af nr. 2, som har fast kapital, såfremt de forbundne virksomhe- der alene har til formål at erhverve fuldt indbetalte kapitalandele, der er udstedt af disse investeringsvirksomheder.
Begrænsningerne i stk. 3, nr. 2 og 3, er i overensstemmelse med artikel 36, stk. 7, i det nye regnskabsdirektiv, der foreskriver, at undtagelserne for mikrovirksomheder ikke må tillades for investeringsvirksomheder.
De gældende bestemmelser i årsregnskabsloven indeholder ikke en definition af investeringsvirksomheder. Den fo- reslåede bestemmelse i stk. 3, nr. 2 og 3, anvender derfor direktivets definition af investeringsvirksomheder, som fremgår af artikel 2, nr. 14, i det nye regnskabsdirektiv, dog med en mindre sproglig præcisering. Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 a, stk. 3, nr. 4, kan virksomheder, der på balancedagen har rettigheder eller forpligtelser som følge af indgåede aftaler om afledte finansielle instrumenter, som eksempelvis renteswaps, ikke anvende undtagelserne i § 22 b. Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i
990 | Indsigt i årsregnskabsloven 2024/25 | EY
Made with FlippingBook. PDF to flipbook with ease