Teestrup - Erindring om internering af tyske flygtninge 1945

9

V'W#

3 1

Internering af tyske flygtninge i Teestrup i 1945.

-Det er forståeligt, at der under sådanne for­ hold måtte opstå en del gnidninger. Ikke under­ ligt, at de af og til sloges bravt. Det er påfaldende, at de fleste var kvinder og børn. De mænd og unge sønner, der ikke havde haft mulighed for at slippe væk, var jo tvunget til at gøre deres pligt for fædrelandet. En del af dem var faldet ved fronten, andre havde man overhovedet ingen efterretning om. Atter andre var bare forsvundet uden kontakt med familien. Flygtningene havde i forvejen fået fortalt, at de skulle til et fredeligt og venligt sindet land. Man havde slet ikke fortalt dem, at Danmark var besat, og at der var kamphandlinger. Stor var derfor deres forfærdelse, da de af mor blev konfronteret med de faktiske forhold. -Ilvad havde min mor så med de tyske flygt­ ninge at gøre? -Sagen er den, at hun ved kapitu­ lationen blev anmodet om at være dansk lejrle­ der. Det skete først og fremmest på grund af hendes udmærkede sprogkundskaber, og der­ næst fordi hun boede på stedet og havde en tele­ fon. I begyndelsen var det nok med lidt blandede følelser, hun accepterede anmodningen. Man syntes jo i almindelighed ikke så godt om tyske­ re dengang. Imidlertid lærte hun efterhånden, at der var forskel på tyskere. De mennesker her hadede sy­ stemet af et godt hjerte, og mor satte efterhån­ den stor pris på en del af dem, ligesom hun var meget afholdt og respekteret af dem. I et spe­ cielt tilfælde blev det til et livslangt venskab, da det hele var overstået, -men herom senere. -Selvom beslaglæggelsen også omfattede v o ­ res bolig, fik vi lov at leve vores liv som van­ ligt. Det eneste, der forlangtes var, at telefonen skulle være til rådighed. Men det var nu ikke hver dag, der blev gjort brug af det, og når der

-Hvad jeg her vil prøve at gøre rede for, er kun delvis egne oplevelser. Jeg var kun 4 år, da begivenhederne fandt sted, og det er derfor be­ grænset, hvor meget jeg kan huske. Det meste har jeg fået fortalt eller læst ud fra min mors efterladte papirer. -Det begyndte i foråret 1945 kort før befriel­ sen. Skolen, hvor vi boede, blev beslaglagt til et i starten noget uklart formål. Rygter ville vide, at det kunne dreje sig om en forlægning af SS- tropper, andre rygter omtalte muligheden af en internering af tyske flygtninge. Vor lettelse var stor, da det sidste viste sig at være tilfældet. Det skal lige nævnes, at de mennesker, der var tale om, var flygtet over hals og hoved fra det nazistiske styre. Undervejs over Østersøen var transportskibene blevet bombet efter alle kunstens regler, og mange gik ned inden de nå­ ede danske havne. Det var kun få ejendele, de havde nået at få med, en del havde kun det tøj, de havde på. Der var også dem, der hjemme havde nedgravet deres værdigenstande i lader og udhuse i håb om en dag at kunne vende tilbage til deres hjemsted. Det skete for det meste ikke. Flere af de eg­ ne, hvor flygtningene kom fra, lå i østzonen, og dér kunne de jo ikke vende tilbage til. På grund af flygtningenes tilstedeværelse måtte den daglige skolegang forlægges til præ­ stegården. Det var imidlertid ikke blot skolen, der skulle bruges. Også forsamlingshuset blev inddraget. Ca. 120 flygtninge blev fordelt de 2 steder. På skolen blev det arrangeret således, at der i hvert lokale var en midtergang. Til hver side blev der lavet “ båse” til hver familie, afgrænset med opstablet bagage eller halmknipper. Gulvet blev dækket med halmknipper.

1

Made with FlippingBook - Online magazine maker