186. Selskabsdannelse af vand- og spildevandssektoren samt forenkling af elforsyningens selskaber
Sagsbeh.: Kjeld Flemming Hansen
Sagsnr.: 2007-75647
Sagsfremstilling Den 1. februar 2007 indgik regeringen et bredt politisk forlig med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om vandsektors (drikkevand og spildevand) fremtidige udvikling. Aftalen indeholder følgende hovedelementer: Kendte krav til miljø, sundhed og forsyningssikkerhed fastholdes. Den danske vandsektor er i dag kommunal eller forbrugerejet. Dette forhold ændres der ikke på. Klar adskillelse af driftsopgaver og myndighedsansvar. Driftsopgaverne lægges ud i selskaber. Effektivisering til gavn for forbrugerne. Værktøjerne, der skal anvendes, er benchmarking, miljø og energiledelse samt teknologiudvikling. Indførelse af priskontrol og gennemskuelighed af takster og gebyrer, men fastholdelse af midlerne i vandsektoren. Forslag til lov – Vandsektorloven – har efterfølgende været i høring, og det er besluttet, at loven fremsættes i Folketinget i efteråret 2008. Af lovforslaget fremgår det, at selskabsdannelsen skal have fundet sted senest den 1. januar 2010. Næstved Kommunes forsyningsvirksomheder i dag. Som brugerfinansieret forsyningsvirksomheder under Næstved Kommune varetager kommunen vandforsyningen til ca. 50 % af kommunens borgere og spildevandsområdet afledning og rensning af spildevand for ca. 80.000 borgere. I slutningen af 2006 blev der etableret to koncerner inden for elforsyningsområdet. Den ene koncern omfatter gadebelysning uden for elnetvirksomhedens koncessionsområde. Den anden inden for koncessionsområdet. Selskabsform og struktur. Med bistand fra revisor og advokat har en projektgruppe udarbejdet ”Notat om fremtidig struktur for Næstved Kommunes forsyningsvirksomheder” og ”Drejebog vedrørende udskillelse af Næstved Kommunes Vand- og Spildevandsforsyning i selvstændige selskaber, herunder stillingtagen til forenkling af nuværende selskabsdannelse på elområdet”.
Notatet beskriver en række problemstillinger og belyser bl.a. fordele og ulemper ved diverse valgmuligheder.
Drejebogen beskriver en række forhold, der skal belyses nærmere.
Ved et temamøde for Udvalget for Teknik og Miljø den 20. maj 2008 blev ”Notat” og ”Drejebog” gennemgået.
Det anbefales, at ”Fælleskoncernstruktur for Næstved Kommunes forsyninger”, som beskrevet i notatet under afsnit 4.2, vælges for forsyningsvirksomhederne i Næstved Kommune.
Byrådet 16.06.2008
442
Made with FlippingBook - Online magazine maker