Højvandsbeskyttelsen (kystbeskyttelsesprojektet) vil berøre Natura 2000-området, beskyttet strandeng og overdrev. I forbindelse med projektet kan det derfor ikke undgås, at der vil blive inddraget areal af habitatnaturtyperne - strandeng og forklit. Derudover vil projektet berøre surt overdrev. Det kan ikke på nuværende tidspunkt siges i hvilket omfang, herunder om der alene vil være tale om en midlertidig påvirkning. Fordi det forventes, at projektet vil inddrage habitatnatur, herunder en eventuel prioriteret habitatnaturtype, og fordi en væsentlig påvirkning således ikke kan udelukkes, vil der skulle udføres en egentlig Natura 2000-konsekvensvurdering, som samtidig vil udløse VVM-pligt for projektet. Ved VVM-pligt er der tale om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport, jf. § 20 i lovbekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), tidligere VVM-redegørelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. april 2019 om kystbeskyttelsesanlæg ved Jyllinge Nordmark, jf. bilag 2 har skabt et øget fokus på betydningen af Natura 2000 og et diges linjeføring, hvorfor der bør tages stilling til dette i projektet nu.
Udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport vil beløbe sig til ca. 475.000 kr, som ikke indgår i udbuddet og kontrakten med NIRAS, hvorfor det forelægges for Byrådet.
Ekspropriation Byrådet kan i medfør af kystbeskyttelseslovens § 6 træffe afgørelse om ekspropriation til gennemførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger i projekter, der er igangsat efter § 1a (kommunale fællesprojekter). I forbindelse med projektet vil der skulle ske linjeføring gennem privates ejendomme. Der kan derfor være et behov for ekspropriation, således projektet og beskyttelsesforanstaltningerne kan gennemføres. Såfremt der kan opnås enighed mellem parterne, vil der ikke være behov for ekspropriation, men hvis det ikke er muligt at blive enige med de berørte grundejere om overtagelse af et areal eller et eksisterende dige, må det overtages ved beslutning om ekspropriation. På den baggrund vil Byrådet således skulle træffe beslutning om ekspropriation af en række ejendomme, jf. bilag 3. Der kan i forbindelse med miljøkonsekvensrapporten ske justeringer i linjeføringen af dige eller højvandsmur, der medfører ekspropriation på andre (øvrige) ejendomme.
Det bemærkes, at en ekspropriation ikke nødvendigvis vil medføre erstatning, idet der er praksis for, at en ejer af en ejendom i situationer med anlæg af nye diger ikke har krav på erstatning, idet de fordele, som opnås for ejeren ved etablering af kystbeskyttelse, opvejer ulempen med afståelsen af arealet.
Eventuelle erstatningsudbetalinger skal afholdes af projektet eller digelaug. Der kan dog være tale om udlæg fra kommunen.
Tinglysning Vilkår for tilladelse til kystbeskyttelse kan efter kystbeskyttelsesloven §3, stk. 7 tinglyses på ejendommen for ejerens regning. Formålet er, at ejer af en ejendom til enhver tid kender de forpligtigelser, der er forbundet med tilladelsen til kystbeskyttelsesforanstaltningen.
Kommunen er påtaleberettiget, når der skal tinglyses en deklaration om kystbeskyttelse.
Made with FlippingBook - Online magazine maker