Sundhedsaftalen omfatter både somatik og psykiatri.
Formål med sundhedsaftalen Formålet med sundhedsaftalen er at bidrage til sammenhæng og koordinering af de forløb, der går på tværs af regioner og kommuner, med fokus på kvalitet, effekt og patient tilfredshed.
Målet er, at den enkelte borger tilbydes en indsats af høj og ensartet kvalitet, uanset antallet af kontakter eller karakteren af den indsats, der er behov for. Herudover er sigtet med sundhedsaftalen at understøtte lighed i sundhed, som blandt andet opnås gennem et fokus på at tilrettelægge differentierede indsatser, som svarer til borgerens behov, ressourcer og præferencer. Endvidere skal sundhedsaftalen understøtte, at parterne inddrager borgere og pårørende i beslutninger om egen sundhed og behandling.
Endelig skal sundhedsaftalen understøtte en effektiv og målrettet anvendelse af ressourcer i sundhedsvæsenet.
Proces Sundhedsaftalen 2019-2023 er den 9. april 2019 godkendt af Sundhedskoordinationsudvalget i Region Sjælland, jf. vedhæftede brev fra Region Sjælland.
Sundhedsaftalen er udarbejdet af Sundhedskoordinationsudvalget i Region Sjælland. Arbejdet tager afsæt i en sundhedspolitisk konference den 20. marts 2018, som gav input til arbejdet fra de deltagende politikere fra de 17 kommunalbestyrelser og Regionsrådet.
Udkast til sundhedsaftale har løbende været behandlet på møder i KKR Sjælland, ligesom udkastet har været drøftet i Børne- og Skoleudvalget den 4. februar 2019 og Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget den 26. februar 2019.
Indhold Sundhedsaftalen tager afsæt i den overordnede vision: "Fælles med borgeren om bedre sundhed" og er fokuseret på opfyldelse af fire fælles kommunale-regionale mål: 1. Fælles om borgerens livsudfordringer 2. Tryghed og mestring i eget hjem 3. Effektiv forebyggelse – sunde borgere 4. Mental sundhed og psykisk trivsel Opfyldelse af målene skal medvirke til at løse de største sundhedsudfordringer i Region Sjælland, som særligt vedrører specifikke målgrupper: Sårbare ældre Borgere med kroniske eller langvarige sygdomme Voksne med psykisk sygdom Børn og unge med trivselsudfordringer
Made with FlippingBook - Online magazine maker