Byrådets møde 2019

Sagsfremstilling Dansk Gas Distribution (DGD) har fremsendt et projektforslag til Ringsted og Næstved kommuner vedrørende en biogasledning fra Ringsted til Fensmark, jf. bilag 1. Ringsted Byråd har den 21. juni 2018 godkendt et projektforslag for en tilslutningsledning fra Ringsted Biogas til Ringsted by. Biogassen ledes primært til Ringsted by.

I sommerhalvåret er der dog ikke tilstrækkelig afsætning i Ringsted by. DGD har derfor behov for yderligere afsætning af biogassen. DGD vurderer, at den nærmeste mulighed har vist sig at være Fensmark, da der her er et stabilt forbrug året rundt, idet Ardagh Glass Holmegaards produktion er afhængig af gas. Det har ikke været muligt at finde en stabil aftager tættere på Ringsted Biogas.

DGD ønsker på den baggrund at etablere en ca. 18 km lang biogasledning fra Ringsted til Fensmark i et allerede eksisterende ledningstracé mellem Næstved og Ringsted. Der er pålagt et servitutbælte på 5 m til hver side af ledningen. Etablering af en ny distributionsledning vil hovedsageligt ske inden for samme servitutbælte, men der er nogle steder, hvor ledningen ikke vil kunne lægges i det eksisterende servitutbælte, hvorfor der skal pålægges servitut på yderligere ejendomme.

Idet der skal etableres en biogasledning på privat jord og markarealer, kan/vil der blive behov for ekspropriation. DGD forudsætter, at der i forbindelse med godkendelse af projektforslaget træffes beslutning om ekspropriation. DGD ønsker i den forbindelse, at ekspropriationstilkendegivelsen skal gælde alle ejendomme involveret i projektet, jf. bilag 1.

Det vil på alle ejendomme være nødvendigt med indgåelse af aftale om struktur- og afgrødeerstatning, da den del ikke er dækket af den eksisterende servitut. For at sikre, at der kan indgås aftale om struktur- og afgrødeerstatning, ønskes det fra DGD's side, at ekspropriationstilkendegivelsen skal gælde alle ejendomme.

En godkendelse af projektforslaget indebærer, at Byrådet skal træffe beslutning om ekspropriation i tilfælde af, at der ikke indgås frivillige aftaler.

Af lovgrundlaget fremgår det, at beslutningen om ekspropriation skal bygge på konkrete hensyn og kun kan gennemføres, hvis den er nødvendig for etablering af ledningen. Dette betyder, at ekspropriationen skal være af væsentlig betydning for projektet. Det følger af grundlovens § 73, at der skal være tale om et nødvendigt indgreb.

Administrationen bemærker, at det ikke af projektforslaget fremgår, om projektet kan gennemføres på ren frivillig basis, eller om der er andre muligheder end ekspropriation. Det kan således ikke udelukkes, at projektet kan gennemføres uden ekspropriation ved, at der indgås frivillige aftaler, og/eller at ledningen rykkes til andre lodsejeres ejendomme, hvor man er interesseret i at indgå frivillig aftale om adgang til jord og markarealer.

Administrationen anbefaler, at der igangsættes ekspropriation. Byrådet kan undlade at godkende ønsket om ekspropriation. Det fremgår af loven, at det alene er Byrådet, der kan træffe beslutning om ekspropriation. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om en "kan"-bestemmelse. Byrådet er i denne beslutning ikke bundet af loven vedrørende godkendelse af varmeprojektet.

Omkostningerne i forbindelse med ekspropriation - herunder erstatning - afholdes endeligt af DGD.

Made with FlippingBook - Online magazine maker