Byrådets møde 2019

Lokalplanområdet Lokalplanområdet omfatter arealet matr. nr. 1it i Appenæs By, Vejlø og matr. nr. 5a i Stenstrup By, Rønnebæk, jf. bilag 3. Arealet fremstår i dag ubebygget med henholdsvis højt græs ved arealet bag Skallegårdsvej og som dyrket jordbrugsareal langs med Vordingborgvej. Arealet er trafikmæssigt velplaceret i den sydlige del af Næstved by med opkobling til Ring Syd og Vordingborgvej. Lokalplanområdet er placeret tæt ved Appenæs og er omgivet af rekreative muligheder, der skaber fundament for et godt liv tæt på naturen.

Indhold i lokalplanforslaget Formålet med lokalplanen er at give mulighed for etablering om et område til erhvervsformål langs med Vordingborgvej med mulighed for at etablere virksomheder i virksomhedsklasse 1-4. Yderligere skabes der mulighed for, at der kan opføres et nyt boligområde, bestående af parcelhuse, dobbelthuse og rækkehuse.

Lokalplanen åbner mulighed for at der kan opføres ca. 40 parcelhuse samtidigt med, at der udlægges et areal på ca. 6000 m2 til tæt-lav boliger i 1 ½ og 2 etager. Der åbnes også mulighed for at øge antallet med dobbelthuse på specifikke grunde. De forskellige typer af boliger vil således tilgodese forskellige behov.

Med denne lokalplan fortsætter Næstved Kommune den udvikling af indfaldsvejen til Næstved, som der i den hidtidige planlægning er lagt op til med udadvendt erhvervsbyggeri langs Vordingborgvej. Via lokalplanforslagets bestemmelser sikres en imødekommende ankomst til Næstved ad Vordingborgvej.

På bagsiden af erhvervsbyggerierne af det eksisterende erhvervsområde ved Skallegårdsvej sikrer lokalplanforslaget, at de eksisterende virksomheder eventuelt kan tilkøbe noget af den tiloversblevne jord til deres virksomheder. Desuden sikrer lokalplanforslaget, at den eksisterende grønne kile fra Gavnøvej mod det kommende boligområde opretholdes i ønsket om at sikre en god forbindelse til de omkringliggende områder.

Lokalplanen sikrer desuden den nødvendige støjafskærmning mellem det nye boligområde og erhvervsområdet. Lokalplanområdet vejbetjenes via Vordingborgvej.

Lokalplanen giver mulighed for, at bolig- og erhvervsbebyggelsernes ydre fremtræden kan bestå af mange forskellige materialer. Det er dog hensigten at sikre en harmonisk boligbebyggelse med et nutidigt arkitektonisk formsprog.

Lokalplanforslaget stiller krav om, at regnvand skal håndteres på egen grund eller inden for lokalplanområdet, hvor LAR- løsninger (lokal afledning af regnvand) skal indgå i udformningen af friarealerne.

Lokalplanforslagets forhold til kommuneplanen Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2017. Derfor fremlægges der samtidigt forslag til Kommuneplantillæg nr. 15 med ændrede rammebestemmelser, hvad angår de oprindelige kommuneplanrammer med udlæg af nye arealer til erhverv- og boligformål.

Handicapforhold Forslag til Lokalplan 101 for et område til bolig- og erhvervsformål ved Vordingborgvej/Stenstrup indeholder ingen specifikke krav til tilgængelighed. Bygningsreglementets krav til fysisk tilgængelighed er derfor gældende.

Made with FlippingBook - Online magazine maker