Byrådets møde 2019

Hovedparten af arealet er ejet af Næstved Kommune (en mindre del er ejet af Beredskabsstyrelsen/Forsvaret), jf. bilag 3, og driftes som omtalt efter den pleje- og driftsplan, som Teknisk Udvalg vedtog i 2012. Der er intet i kommuneplanen om ændret anvendelse af eller etablering af nye aktiviteter på arealet.

En fredning sker efter bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven, hvori det er fastsat, at der er tre parter, der kan tage initiativ til en fredning: miljø- og fødevareministeren ved Miljøstyrelsen, Kommunalbestyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening. DN kan således selv fremsætte et fredningsforslag uden om Byrådet. Administrationen finder det – uagtet at der ikke synes at være et umiddelbart behov for at stille forslag om at frede det pågældende kommunale areal – hensigtsmæssigt at formulere fredningsforslaget sammen med DN.

En fredning er en tidsubegrænset fastlæggelse af et områdes anvendelse. Der er dog stor forskel på, hvor indgribende den enkelte fredning er. Det afhænger af fredningens formål og af udformningen af fredningsbestemmelserne.

Administrationen har i samarbejde med DN formuleret fredningsforslaget og fredningsbestemmelserne således, at det både beskytter området, men også åbner mulighed for en fremtidig, flersidig anvendelse som nærrekreativt areal.

Byrådet får det endelige fredningsforslag til godkendelse, før det forelægges fredningsnævnet.

Der vil i forbindelse med fredningsnævnets behandling af et fredningsforslag almindeligvis blive afholdt et offentligt fredningsmøde. Det forventes også at være tilfældet i den konkrete sag. Der skal ikke i den konkrete sag fastsættes nogen erstatning, da der ikke ydes erstatning ved fredning af offentligt ejede arealer.

Formål med forslaget til fredningen Fredningsforslaget har til formål at:

Sikre områdets naturmæssige og landskabelige værdier under hensyntagen til den historiske baggrund for områdets nuværende udformning. Området er en del af Mogenstrup ås og indeholder flere sjældne dyre og plantearter. Sikre området som offentligt tilgængeligt rekreativt område. Sikre rammen om en fortsat dynamisk udvikling som rekreativt område - herunder dels muligheden for at udvikle parkens rekreative indhold dels sikre et større naturindhold og øget biodiversitet.

Forslaget til fredningsbestemmelserne er udformet, så de fastlægger rammerne for byggeri, anlæg, adgang, pleje m.v. under hensyntagen til den gældende kommuneplan. For at sikre helheden og skabe en tidssvarende fredning er den gamle eksisterende fredning øst for Ringvejen medtaget i fredningsforslaget. Vandtårnsbakken vil sammen med de fredede arealer øst for Ringvejen, Fruens plantage, Fladså Banker/Fårebakkerne og Mogenstrup Ås ved Stenskoven kunne danne grundlag for en rekreativ forbindelse langs Åsen - fra Næstved by til Mogenstrup.

Lovgrundlag Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse (naturbeskyttelsesloven) nr. 240 af 13/03/2019 Økonomi Administrationen har ingen yderligere bemærkninger. Bilag Bilag 1: Fredningsforslag

Made with FlippingBook - Online magazine maker