Døgndiamanten består i dag af fire afdelinger. En afdeling ligger i Kalvehave. To i Faxe og den sidste i Fensmark. Derudover ligger stedets administration på Farimagsvej 65 i Næstved. Døgndiamanten har derudover længe haft ønske om at etablere en ekstra afdeling til de unge, der er tættest på at forlade stedet. Udvalget har tidligere behandlet forslag om etablering af denne enhed på Stenlængegård. Skolen i Holme-Olstrup vil give mulighed for at samle afdelingen i Kalvehave, den ene afdeling i Faxe og administrationen samt etablere den manglende afdeling. Der arbejdes sideløbende med at finde mulighed for at flytte den sidste afdeling i Faxe tættere på Næstved.
Denne samling af aktiviteter vil give Døgndiamanten en mulighed for at tilbyde et pædagogisk miljø for beboerne, der er tættere på andre borgere og med større mulighed for at deltage aktivt i et lokalsamfund. Derudover vil det give mulighed for at optimere driften økonomisk, hvilket vil føre til en reduktion i tilbuddets takster. Overvejelserne om muligheder fremgår af det vedlagte notat (bilag 1).
Der blev afholdt borgermøde i hallen i Holme-Olstrup den 26. juni 2019. Der deltog ca. 100 personer i borgermødet.
Mødet var opdelt i to dele: En første del med spørgsmål til udvalget om de politiske beslutninger bag skolestrukturen samt proceduren for at finde alternative forslag til bygningernes anvendelse. En anden del med præsentation af Døgndiamanten og spørgsmål til Døgndiamantens placering på skolen.
Der er udarbejdet et notat fra mødet, der omhandler debatten vedr. de spørgsmål, der var til Døgndiamantens placering på skolen. Debatten vedr. skolestruktur og procedure for at finde alternative forslag til bygningernes anvendelse er ikke medtaget i dette notat, da den omhandler andre politiske afgørelser. Notatet er vedlagt sagen sammen med de oplæg, som blev brugt til de to dele af mødet (bilag 4, 5 og 6).
Spørgsmålene på mødet angående Døgndiamanten kom vidt omkring. Der blev spurgt meget ind til, hvilket samspil der kunne forventes mellem Døgndiamantens beboere og medarbejdere på den ene side og borgerne i Holme-Olstrup på den anden.
Driftsudgifter Når Næstved Kommune beregner taksten for Døgndiamanten, kan kommunen indarbejde udgifter til fast ejendom i henhold til rammeaftalen. Dette tillæg til taksten vil give en indtægt på cirka 300.000 kr. om året. Til gengæld kan udgifter til el, gas, vand og rengøring i forbindelse med fritidens brugere ikke indregnes i Døgndiamantens takster. Døgndiamanten skal derfor friholdes for disse udgifter, hvilket forventes at udgøre ca. halvdelen af førnævnte indtægt. Der skal laves en mere præcis beregning, såfremt forslaget bliver gennemført. Endvidere vil nedsættelsen af taksterne på Døgndiamanten medføre en reduktion i udgifter afhængigt af, i hvilket omfang kommunen selv bruger døgninstitutionen. Aktuelt har Næstved Kommune 4 anbragte på Døgndiamanten. Med de beregnede nye takster vil disse fire pladser samlet give en besparelse i den samlede takst på 0,8 mio. kr. om året. Da der er tale om takster, der udløser statsrefusion vil den årlige besparelse for Næstved Kommune reelt udgøre ca. 0,6 mio. kr. om året med den aktuelle brug af institutionen. Med en takstnedsættelse vil det være økonomisk attraktivt for Næstved Kommune, at anvende Døgndiamanten som alternativ til andre tilsvarende tilbud. Besparelsen kan derfor blive større.
Made with FlippingBook - Online magazine maker