Ad 1 og 2: Godkendt. Sagsfremstilling
Kommunerne kompenseres via kommunernes bloktilskud, for mer- eller mindreudgifter som følge af lovændringer. Kompensationsbeløbene er en del af økonomiforhandlingerne og fremgår af det såkaldte lov- og cirkulæreprogram. Kompensationsbeløbene fordeles mellem landets kommuner efter befolkningstal. Næstved får 1,42% af landstallene. De faktiske udgifter til at implementere lovændringerne kan godt afvige fra kompensationsbeløbet i den enkelte kommune. I økonomistyringsreglerne er det fastlagt, at der sker en automatisk korrektion for de ændringer der er i kommunernes opgaver på op til 3 mio. kr. For ændringer, der er større skal der ske en konkret vurdering. Der er ingen ændringer i dette års lov og cirkulæreprogram som er større end 3 mio. kr. i 2020.
De ændringer der vedrører Arbejdsmarkedsområdet korrigeres kun i 2019. Lovændringerne i 2020-23 (bortset fra lovændringer vedrørende FGU) er indregnet i den budgetramme, der er foreslået på Arbejdsmarkedsområdet.
Lovændringer, der vedrører den Aktivitetsbestemte medfinansiering af sundhedsudgifter (KMF), er ikke medtaget i hverken 2019 eller 2020-23, idet der er lavet en midlertidig fastfrysningsordning af udgifterne til KMF.
Lov- og cirkulæreprogrammet indeholder 102 punkter. De første 76 punkter er som følge af lovændringer, mens de resterende 26 punkter enten er aftalt i økonomiaftalen mellem regeringen og KL eller som følge af sidste års finanslov. Hvis kommunerne er tilført ekstra penge som følge af økonomiaftalen eller sidste års finanslov (del af de sidste 26 punkter), kan det enten være til kommunal medfinansiering af et nationalt initiativ, eller der kan være tale om midler vi har fået med henblik på et øge serviceniveauet, men uden at vi er forpligtet til det (da der ikke er tale om ændret lovgivning).
Udover det som fremgår af lov- og cirkulæreprogrammet, kan der også være ændringer i særtilskud, som også er en del af bloktilskuddet. At de kaldes særtilskud skyldes, at de fordeles efter andre fordelingsnøgler end befolkningstallet. Disse særtilskud skal ikke forveksles med det særtilskud der kan ansøges om til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Her er kommunerne tilført beløb til bekæmpelse af ensomhed blandt ældre. Beløbet fordeles efter antal ældre. Næstved modtager 1.512.000 kr. i 2019 og 1.524.000 kr. fra 2020. Derudover er værdighedsmilliard omlagt til særtilskud fra 2020. Vi har hidtil fået et tilsvarende beløb efter ansøgning, men får dem nu som særtilskud. Beløbet udgør 15.996.000 kr. fra 2020. For begge særtilskud gælder, at der ikke er noget lovkrav om at pengene anvendes på det formål, som de er givet til. Derfor skal der træffes beslutning om, de skal indarbejdes i driftsbudgetterne. Hvis ikke værdighedsmilliarden tilføres budgettet, vil serviceniveauet på ældreområdet skulle sættes ned. Begge beløbene var forudsat afsat i budgettet i den balance der blev vist på budgetseminaret.
For det kommende års budget skal der indarbejdes følgende driftsudgifter: 2020: 25.733.000 kr. 2021: 27.673.000 kr. 2022: 29.192.000 kr. 2023: 29.192.000 kr.
Made with FlippingBook - Online magazine maker