Udlændinge- og Integrationsministeriet forventer, at der i oktober 2019 fremsættes et lovforslag om indfødsrets meddelelse, som forventes vedtaget i december 2019.
Kommunalbestyrelserne skal derfor forventeligt tidligst afholde en grundlovsceremoni i januar 2020.
Kommunerne forpligtes i henhold til den indgåede indfødsretsaftale til at tilbyde medvirken i en grundlovsceremoni mindst to gange årligt. Ceremonien skal afholdes under forhold som sikrer en højtidelig ramme omkring ansøgernes tildeling af dansk indfødsret. Beslutningen om dansk statsborgerskab/indfødsret vedtages i Folketinget 2 gange årligt – typisk i januar og juni måned. Kommunerne er forpligtet til at afholde grundlovsceremoni tidligst 1 måned før og senest 4 måneder efter loven er trådt i kraft. Man skal deltage i ceremonien senest 2 år efter lovens vedtagelse, og statsborgerskabet er først gældende, når man har underskrevet. Hvis man ikke overholder denne frist, men fortsat ønsker at få dansk statsborgerskab, skal man indgive en ny ansøgning om dansk statsborgerskab og opfylde de regler, der gælder på dette tidspunkt. Visse persongrupper, herunder ansøgere med bopæl i Grønland og på Færøerne, børn under 18 år, ansøgere bosat i udlandet og statsløse født i Danmark omfattet af børne- eller statsløsekonventionen er undtaget fra kravet om at skulle medvirke i den omtalte ceremoni. Ansøgere, som på grund af sygdom eller lignende ikke mener at kunne deltage i ceremonien kan søge om dispensation fra betingelsen om deltagelse i ceremonien m.v. i forbindelse med ansøgningen om dansk indfødsret ved naturalisation. Ansøgning om dispensation skal indgives til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Det vil herefter være op til Folketingets Indfødsretsudvalg at tage stilling til, om der er grundlag for at meddele hel eller delvis dispensation fra betingelsen. Forslag til procedure Kommunen annoncerer omkring grundlovsceremonien ved offentlige opslag på kommunens hjemmeside, Nyt fra Næstved m.m. Her skal det fremgå, hvornår og hvor ceremonien afholdes, samt at ansøgeren til ceremonien skal medbringe gyldig legitimation med foto, og den blanket til afgivelse af erklæring, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har sendt til ansøgeren.
Ceremonien indledes ved, at repræsentanten for Byrådet oplyser, at formålet med ceremonien er at højtideligholde og markere ansøgernes erhvervelse af dansk statsborgerskab, og at ansøgerne skal underskrive den tidligere nævnte erklæring under overværelse af Byrådets repræsentant og herefter give hånd til en eller flere repræsentanter for Byrådet.
Rent praktisk kunne ceremonien gennemføres ved, at et medlem af Byrådet gennemfører ceremonien med bistand fra medarbejdere fra Center for Politik og Udvikling.
Alternativt kunne ceremonien gennemføres af de af borgmesteren udpegede giftefogeder med bistand fra medarbejdere fra Center for Politik og Udvikling.
Byrådet vælger selv om ceremonien skal gennemføres af et byrådsmedlem eller embedsmand.
Ceremonierne kunne koordineres med velkomstmøde for nye borgere.
Made with FlippingBook - Online magazine maker