Indhold i rammelokalplanforslaget Rammelokalplanforslaget har til formål over en længere årrække at skabe nye og attraktive boligtilbud i Næstved Kommune. Således giver rammelokalplanforslaget mulighed for at bygge boliger af høj arkitektonisk kvalitet med særligt fokus på samspillet med det eksisterende landskab. Naturværdierne vægtes højt, og det er forventningen, at området vil kunne opnå en høj kvalitet og attraktivitet netop ved nærheden til de grønne områder. Balancen mellem det byggede og naturen vil kunne fremme området som et bæredygtigt kvarter i byen - både socialt, økonomisk og klimatisk.
Rammelokalplanforslaget giver mulighed for opførelse af op til 800 boliger i form af parcelhuse og dobbelthuse, rækkehuse, townhouses og etageejendomme. Herudover skal rammelokalplanen være med til at sikre Stenlængegårdsområdets grønne karakter og identitet ved at bevare, understøtte og fremme den eksisterende natur.
I principperne for udstykningen defineres 5 bydelsgader syd for Stenlængegårdsvej og 1 bydelsgade nord for Stenlængegårdsvej. Langs bydelsgaderne koncentreres udstykningerne (organiseret i klynger), så beboelsen altid placeres i forhold til en intern færdselsvej, men med direkte eller let adgang til de grønne områder. Sammensætningen af boligtyper fastsættes således, at de mere bymæssige boligtyper, såsom etageejendomme og townhouses koncentreres langs Stenlængegårdsvej og i bydelscentret. Boligtyperne blandes sådan, at jo længere ud ad bydelsgaderne, man kommer, jo mere åbent og lavt bliver bebyggelsen. For enden af hver bydelsgade findes overvejende parcelhusudstykninger på matrikler med skel direkte ud til landskabet og naturen. For at fastholde de eksisterende værdier i området fastlægger planforslaget bestemmelser vedrørende terrænregulering og indpasning i det eksisterende miljø. Det vil stille krav til bygherre i forhold til at finde løsninger, der tilgodeser områdets helhed og den kvalitet, hvori bebyggelsen skal placeres.
Bydelscentret ligger placeret centralt i området, som den bymæssige forbindelse mellem Næstved Nord St. og Stenlængegårdsvej. Forbindelsen knyttes an til bydelstorvet, hvor større offentlige funktioner som kommunens nye vand- og svømmefacilitet placeres med parkeringsarealer bag ved på en grund på 10.000 m2. Ligeledes gives der mulighed for andre udadvendte funktioner i stueetagerne langs torvet, såsom café og restauration, mindre erhverv, kantzoner mv.
Disponeringen af boligbebyggelsen i Rammelokalplanen er fleksibel og efterlader således plads til, at lokalplanerne for de byggeretsgivende etaper, bl.a. kvalificerer boligsammensætning, disponering og placering samt optager detaljerede bestemmelser om facadeudtryk, arkitektur, landskab osv. Rammelokalplanforslaget fastholder Stenlængegårdsvej som den primære adgangsvej til området. Der bygges ud til vejen, så den bymæssige karakter forstærkes i området i særdeleshed ved det nye bydelscenter, hvor det centrale torv vender ud mod gade- og vejforløb. Det betyder, at hastigheden på vejen nogle steder sænkes til 50 km/t for at sikre det bymæssige miljø - særligt omkring bydelstorvet. De ejendomme, som i dag findes i Stenlængegård indarbejdes i planen. Det er ligeledes rammelokalplanforslagets hensigt at holde fast i broforbindelserne, som krydser Stenlængegårdsvej samt træer og beplantning af væsentlig betydning - blandt andet allé træerne langs Skovallé. Sammen med boligudstykningen udvikles de grønne områder langs Ellebækken og Holsted Å, således at de eksisterende naturtyper i området forstærkes. Desuden udvides antallet af de eksisterende regnvandsbassiner, så området efter at være fuldt udbygget fortsat kan håndtere og tilbageholde væsentlige mængder regnvand - både fra selve området, men også fra oplandets vand, som skal transporteres gennem Stenlængegård via Ellebækken. Endelig skal den grønne del af området også kunne tiltrække besøgende, der ikke nødvendigvis bor ved Stenlængegård, men som gerne vil gå eller cykle en tur i naturskønne omgivelser. Der stilles derfor krav om offentlig og uhindret adgang til alle veje og stier i området.
Rammelokalplanforslaget stiller krav om, at regnvand skal håndteres på egen grund eller inden for rammelokalplanområdet, hvor LAR-løsninger (lokal afledning af regnvand) skal indgå i udformningen af friarealerne.
Made with FlippingBook - Online magazine maker