Punkt 3: Beslutning om omklassificering af veje
05.00.00-G01-2-13 Resume Politisk behandling Teknisk Udvalg (anbefaler), 07.01.2019 Byrådet (godkender), 08.01.2019
I 2013 og 2014 fremlagde administrationen en sag om omklassificering af vejnettet i Næstved Kommune for Teknisk Udvalg. Sagen blev aldrig afklaret og derfor ønsker administrationen nu, at sagen genoptages. Formålet med en omklassificering af vejnettet er at ensarte vejnettet således, at sammenlignelige veje har den samme vejstatus som enten offentlige veje eller private fællesveje. Det er en stor og kompliceret opgave, som derfor også kræver forholdsvis mange ressourcer at forberede og gennemføre. INDSTILLING Administrationen indstiller, at det besluttes, at forberedelserne til omklassificering af vejene i Næstved Kommune bliver genoptaget. Beslutning Teknisk Udvalg, 07.01.2019 Godkendt
Byrådet, 08.01.2019 Taget af dagsordenen. Sagsfremstilling
Efter vejlovens § 15 er det Byrådet, der beslutter, hvilken vejstatus de forskellige veje i kommunen skal have, dvs. om en konkret vej skal være en offentlig vej eller en privat fællesvej. Afgørelser om vejenes vejstatus skal træffes på baggrund af en samlet trafikal vurdering, og må således ikke kun være begrundede i økonomiske forhold. Byrådet kan også i nogle tilfælde beslutte, at en vej skal være en privat vej eller, at den skal nedlægges som vej. Hvis det besluttes at ændre vejstatus fra offentlig vej til privat fællesvej eller privat vej, skal dette ske i henhold til procedurebestemmelserne i vejloven. Der er ikke fastsat nogen bestemmelser om ændringer fra privat fællesvej til offentlig vej. Efter kommunesammenlægningen i 2007 kunne man konstatere, at de gamle kommuner ikke har tildelt vejene deres vejstatus på samme måde. Det har administrationen set nærmere på og fremlagt en sag herom for Teknisk Udvalg på møderne 15. april og 12. august 2013, samt 23. juni 2014. I den sammenhæng blev der udarbejdet en foranalyse i 2013, som også blev fremlagt for udvalget. Analysen redegjorde for sagsgangen for en omklassificering, den daværende lovgivning samt et forslag fra administrationen til et scenarie med ændret vejstatus. Scenariet gav anledning til, at det på daværende tidspunkt blev anbefalet at nedklassificere 264 km vej fra offentlig vej til privat fællesvej, mens der skulle opklassificeres ca. 11 km vej fra privat fællesvej til offentlig vej. Baggrunden for scenariet var nogle konkrete kriterier og forudsætninger, som også er beskrevet i analysen. Der var også udarbejdet et overslag over ressourceforbruget ved at gennemføre scenariet. Samlet forventedes der udgifter på ca. 65 mio.kr., mens der efter gennemførslen forventedes årlige driftsbesparelser på ca. 9,5 mio.kr. I oplægget skulle udgifterne fordele sig over 5 år, mens de første besparelser ville træde i kraft efter 2,5 år. Dette var under forudsætning af, at man opdelte omklassificeringen i 4 blokke, som tidsmæssigt kørte forskudt af hinanden. Udgifterne omfatter primært istandsættelser af vejene inden omklassificering til private fællesveje, udarbejdelse af tilstandsrapporter, tinglysningsarbejder og administrative udgifter til den omfattende sagsbehandling.
Made with FlippingBook - Online magazine maker