Byrådets møde 2019

- Fagudvalgene skal udarbejde budgetforslag indenfor udvalgsrammen og skal om nødvendigt beslutte reduktioner, så rammen kan overholdes. - Udvalgene må ændre anlægsbudgettet, men skal holde det inden for summen i det enkelte år, i forhold til det 10-årige anlægsbudget, som blev besluttet sidste år.

Balancen Budgetlægningen starter med, at der er underskud i alle årene. I og med, at der ikke skal udarbejdes spareforslag til forbedring af balancen - bortset fra arbejdsmarkedsområdet - forventes balancen ikke at blive forbedret væsentligt. Der er dog mange usikkerheder primært på finansiering (kommunens indtægter), så balancen kan godt blive ændret i både op og nedadgående retning. Usikkerhederne består blandt andet af om balancetilskuddet fortsætter, om der kommer en ændring af udligningssystemet og hvilke service- og anlægsrammer kommunerne får til næste år. Men også om hvordan udviklingen i befolkningstallet bliver i Næstved og udviklingen i borgernes indkomster og dermed skattebetalingen. Usikkerhederne er beskrevet i afsnit 17 i det vedlagte udkast til budgetstrategi. Administrationen har fået udarbejdet en minianalyse af kommunens tilskud og udligning på baggrund af de seneste befolkningstal og socialøkonomiske indeks mv. i Næstved Kommune og på landsplan. Beregningen er selvfølgelig behæftet med en vis usikkerhed på nuværende tidspunkt. Konklusionen er, at der ikke forventes store ændringer i de budgetterede tilskud og udligning i 2020 i forhold til det budgetterede. Der er dog en mulighed for en mindre ændring, der vil kunne forbedre balancen. Herudover er det naturligvis ukendt hvilke ændringer i kommunernes bloktilskud, som økonomiaftalen mellem KL og regeringen til juni kommer til at medføre. Denne minianalyse af kommunens indtægter gentages 3 gange yderligere i løbet af foråret 2019. Den næste kommer i april.

Opstartsbalancen er: 2020: underskud på 7,7 mio. kr. 2021: underskud på 137,5 mio. kr., hvoraf de 110 mio. kr. er tilbagekøb af Birkebjergparken

2022: underskud på 83,6 mio. kr. 2023: underskud på 155,6 mio. kr.

Den økonomiske politik Den økonomiske politik består af mål om kassebeholdning, anlægsudgifternes størrelse og størrelse af strukturelt driftsoverskud. Kassebeholdningen vil være over målet til og med 2021 med de ovenstående underskud, men derefter vil den også falde kraftigt og komme langt under målet. Anlægsudgifterne i ovenstående balancetal ligger alle årene over målet fra den økonomiske politik. Men det strukturelle driftsoverskud ligger en del under i alle årene. Der er årligt mellem 33 og 120 mio. kr. mindre i strukturelt driftsoverskud end målet. For at overholde målet skal driftsudgifterne reduceres eller indtægterne sættes op.

Demografireguleringer Udvalget drøftede demografireguleringsmodellerne på sidst møde og ønskede en yderligere uddybning af modellen på Handicapområdet. Der vedlægges en uddybende beskrivelse.

Demografireguleringsmodellerne skal godkendes samtidig med budgetstrategien. De vil så være gældende fremadrettet indtil der eventuelt bliver vedtaget andre regler.

Made with FlippingBook - Online magazine maker