Da møllen er fredet, har ejeren af møllen efter bygningsfredningslovens § 9 en forpligtelse til at holde en fredet bygning i forsvarlig stand, herunder tæt på tag og fag. Overtrædelse af lovens § 9 kan straffes med bøde, og hvis en overtrædelse begås med forsæt eller ved grov uagtsomhed med fængsel jf. lovens § 34. Møllelauget har på den baggrund meddelt kommunen, at Møllelauget, såfremt en ordning og et samarbejde med kommunen om renovering af møllen ikke effektueres, så vil Møllelauget på næstkommende generalforsamling til april 23 nedlægge sig selv, med den følge, at Næstved Kommune i medfør af salgsaftalen vil skulle overtage møllen med de forpligtelser, der følger af bygningsfredningsloven. Det bemærkes, at de tilskud, som Kulturstyrelsen og Realdania har givet tilsagn om, ikke kan overdrages eller transporteres til udbetaling til Næstved Kommune. Derfor foreslår Møllelauget følgende samarbejde om renoveringen af Møllehatten og nye vinger på Karrebæk Mølle: Næstved Kommune yder Karrebæk Møllelaug støtte i form af Kontraktindgåelse med møllebygger Christoffer Palle i henhold til modtaget tilbud. Styring af projektet og bistand til registrering og bogføring af betalinger til møllebyggeren for udførte arbejder, tilsyn og udarbejdelse af regnskab ved afslutningen af projektet og indberetning til Slots- og Kulturstyrelsen og Realdania. Når Næstved Kommune påtager sig kontrahentansvaret, så betaler Næstved Kommune for de udførte arbejder. Betalingen er inklusiv moms, som kommunen modsat Møllelauget kan løfte via momsrefusionsordningen. Det betyder, at de 1.859.000 kr., som Møllelauget har modtaget i tilsagn, via kommunens muligheder for at løfte momsen reelt vil andrage 2.105.00 kr. Se beregning i bilag 1. Næstved Kommune stiller mellemfinansiering ( kassekredit ) til rådighed frem til de bevilgede fondsmidler indbetales af Møllelauget til Næstved Kommune. Næstved Kommune bidrager yderligere med 280.000 kr. eks. moms til opfyldelse af restfinansieringen. Administrationen foreslår, at restfinansieringen afholdes af mindreforbrug på projekt Tagrenoveringer, budget 2022. Center for Ejendomme vil i samarbejde med Center for Teknik og Miljø stå for projektledelsen, som vurderes at udgøre 81 timer fordelt på 10 måneder til en værdi af 52.376 kr.
Karrebæk Møllelaug afgiver i forhold til Næstved Kommune Bindende løfte om indbetaling af modtagne støttebeløb fra Slots -og Kulturstyrelsen samt Realdania til Næstved Kommune straks de modtages i Karrebæk Møllelaug.
Kommunalfuldmagtsretlige overvejelser Karrebæk Møllelaug er en almen privat forening, hvis formål er alment og egent til støtte fra kommunen på et kommunalfuldmagtsretligt grundlag, idet foreningen alene varetager opgaver, som kommunen selv kan varetage. Kommunen er derfor ikke afskåret fra at yde støtte i form af administrativ bistand og garanti for en aftales opfyldelse. Det bemærkes, at Møllelauget ikke kan ændre formål i vedtægter uden kommunens godkendelse. Set i lyset af, at Møllelauget har oplyst, at den fredede mølle er stærkt skadet og udbedring af skader er fornøden i forhold til ikke at overtræde bygningsfredningsloven § 9, og at Møllelauget vil opgive sit virke, om kommunen ikke yder støtte til restaureringens gennemførelse, så antages konsekvensen at være, at kommunen qua salgsaftalen fra 2016 vil være forpligtet til at overtage møllen, med den følge, at pligten til udbedring så påhviler kommunen. Det bemærkes, at støtten fra Slots- og Kulturstyrelsen så bortfalder, idet styrelsen ikke yder støtte til restaurering af offentligt ejede bygninger. Det må antages, at støtten fra Realdania tilsvarende vil bortfalde. Næstved Kommune vil derfor stå med en udgift til udbedring af tag og fag på ikke under 2,45 mio. kr. Administrationen skal derfor anbefale, at Karrebæk Møllelaug af 2016 ydes støtte i form af naturalie – projektstøtte, mellemfinansiering og regnskabsafslutning af projekt, samt tilsagn om støtte på 280.000 eks. moms. Økonomi
Made with FlippingBook - Online magazine maker