Byrådets møde 2011

97. Ansøgning lånegaranti Tappernøje Forsamlingshus

Sagsbeh.: Jannik Rauer

Sagsnr.: 2011-18918

Sagsfremstilling Bestyrelsen for Tappernøje Forsamlingshus søger Næstved Kommune om forhøjelse af en allerede stillet lånegaranti fra 170.000 kr. til 250.000 kr. (ansøgning i bilag). Pengene skal anvendes til udskiftning af gasfyr, nye vinduer og fornyelse af nedslidt inventar. I ansøgningen anføres, at der i forsamlingshuset foregår en række aktiviteter som eksempelvis bankospil, fastelavns- og julefester, loppemarkeder mv. Bestyrelsen finder, at arbejdet i og omkring huset nu betyder, at huset i endnu højere grad end tidligere fungerer som samlingssted for områdets beboere. Huset benyttes derfor dels til aktiviteter igangsat af bestyrelsen, dels til at borgerne selv benytter huset med forpagter til egne arrangementer/fester. I ansøgningen oplyses, at bestyrelsen agter at omlægge lånet for derved at opnå en rentebesparelse. Samtidig forventes investeringen at medføre lavere driftsudgifter til varme og dermed bedre økonomi i forsamlingshuset. Der er en tradition for, at kommuner juridisk set gerne må støtte almennyttige aktiviteter i forsamlingshuse. Et tilsagn om støtte bør følges op af tilsyn med, at der foregår almennyttige aktiviteter.

I medfør af lånebekendtgørelsens § 15, stk. 1 er det alene byrådet, der kan meddele garantier.

Økonomipåtegning Økonomiforvaltningen oplyser, at Næstved Kommune i 2006 gav forsamlingshuset lånegaranti for 170.000 kr. Lånegaranti gives efter lov om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier. Hvis låneoptagelsen knytter sig til udgifter med henblik på energibesparende foranstaltninger, kan kommunen stille garanti uden konsekvenser. I alle andre tilfælde skal kommunen enten deponere (dvs. fastlåse kapital svarende til garantien i op til 25 år) eller fratrække garantisummen i det beløb, kommunen måtte være berettiget til at optage lån for i det pågældende år. Økonomiforvaltningen vurderer, at den forøgede lånegaranti på 80.000 kr. skal benyttes til energibesparende foranstaltninger (nyt fyr og nye vinduer). Der vil derfor ikke skulle fradrages i kommunens låneadgang, hvis den forhøjede lånegaranti godkendes. Lovgrundlag Kommunalfuldmagtsreglerne og lov om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier

Politisk behandling Lokaldemokratiudvalget Økonomiudvalget Byrådet

Sagens bilag Ansøgning fra bestyrelsen for Tappernøje Forsamlingshus

Byrådet 26.04.2011

194

Made with FlippingBook - Online magazine maker