43. Oprettelse af 10. klasse efter 20/20 model
Sagsbeh.: Annemette Smedegaard Pedersen
Sagsnr.: 2010-42368
Sagsfremstilling Børneudvalget traf d. 6. december 2010 principbeslutning om, at forvaltningen i samarbejde med erhvervsskolerne skulle arbejde på at igangsætte et 2-årigt projekt med 10. klasse efter 20/20 modellen. Forvaltningen har sammen med erhvervsskolerne arbejdet videre med projektet. Forvaltningen indstiller, at der fra august 2011 iværksættes et 2-årigt projekt med 10. klasse efter 20/20. Eleverne går 20 uger i 10. klasse i folkeskolen efterfulgt af 20 uger i en erhvervsuddannelses grundforløb. Ifølge folkeskolelovens § 19 e skal forløbet på erhvervsuddannelsens grundforløb omfatte undervisning, hvis indhold og niveau svarer til de obligatoriske 10. klasses fag dansk, matematik og engelsk samt eventuelt tilbudsfagene fysik/kemi, tysk og fransk. Folkeskolens prøver kan aflægges efter afslutningen af forløbet. I de 20 uger hvor eleverne går på 10’eren, skal der bl.a. gennem brobygning være fokus på forberedelse til erhvervsuddannelserne ligesom UU’s vejledning skal have en central plads.
Som udgangspunkt søges der oprettet 2 klasser á maksimum 26 elever. Forvaltningen opstiller hvilke kriterier, der lægges til grund for optagelse i 20/20 klasserne, hvis der er flere ansøgere, end der kan optages.
Både Børne- og kulturforvaltningen og erhvervsskolerne er meget interesserede i at igangsætte projektet fra august 2011. Da projektet først kan endelig besluttes i Byrådet d. 1. marts, kan vejledning af eleverne i forhold til 20/20 klasser således i 2011 først ske efter d. 1. marts, hvor eleverne allerede har tilmeldt sig 10. kl. Det betyder, at UU i samarbejde med skolelederen på 10’eren i perioden fra 1. marts til 8. april personligt kontakter alle de elever, der har søgt 10. kl. og orienterer dem om muligheden for at gå i 10. kl. efter 20/20 modellen. Erhvervsskolernes materiale inddrages i orienteringen af eleverne. 10’eren udarbejder et internt ”tilmeldingsskema”, hvor de elever, der har valgt 10. klasse vælger, om de ønsker at gå i 10. klasse efter 20/20 modellen eller i almindelig 10. klasse. Frist for valget er 15. april 2011. Økonomisk betyder 20/20 modellen, at eleverne efter 20 uger udskrives af folkeskolen og overgår til en erhvervsskole. Udgifterne til de 20 uger i folkeskolen finansieres af Næstved Kommune. De 20 uger i erhvervsuddannelsens grundforløb udløser almindeligt grundforløbstaxameter til erhvervsskolerne. Grundtaxameteret finansieres af staten.
Forvaltningen ønsker det første år af projektet at afsætte budget til de to 20/20 10. klasser for hele skoleåret for at skabe et økonomisk råderum til at sikre implementeringen.
Byrådet 01.03.2011
93
Made with FlippingBook - Online magazine maker