Byrådets møde 2021

Ensemble Storstrøm har hen over forår og sommer udformet en strategi for perioden 2021-2024. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har den 25. august 2020 godkendt, at strategiudkastet kan lægges til grund for nærværende rammeaftale og har i den forbindelse afsat 4.861.588 kr. årligt til Ensemble Storstrøm. Ensemblet har parallelt med denne proces ansat en ny leder, som har været med inde over udformningen af strategiudkastet, som også har været til flere gennemsyn hos kulturcheferne i de deltagende kommuner. Ensemble Storstrøm blev i 2019 evalueret af Statens Kunstfond, som havde kritikpunkter og forslag til udvikling. Ensemblet har på den baggrund, sammen med et professionelt firma, arbejdet med at udvikle sin grundfortælling og profil, som indgår i den nye strategi. I den nye strategi er der ligeledes kommet yderligere fokus på at styrke regionens musikalske fødekæde for børn og unge, herunder talentudvikling. I den forbindelse forpligter ensemblet sig bl.a. til at opsøge samarbejde med musikskolerne og Musikalsk Grundkursus for at etablere et nyt tiltag, hvor unge talenter spiller orkestermusik sammen. 1. Rammeaftale 2021–2024 for Ensemble Storstrøm Rammeaftalen beskriver det aftalte grundlag for ensemblets formål, strategi og økonomi med de politiske og økonomiske forudsætninger, der eksisterer på tidspunktet for aftalens indgåelse. Aftalen er en gensidig tilkendegivelse af de ønskede resultater af Ensemble Storstrøms virksomhed i aftaleperioden. Ensemblet har til formål at være garant for tilstedeværelse af klassisk musik på højeste niveau i vores region, fremme musiklivet i bredeste forstand og give oplevelser til en mangfoldighed af målgrupper og scener. Ensemblet har en særlig forpligtelse til gennem musikformidling at sikre kulturel dannelse for børn og unge, herunder bidrage til børns egen udvikling og udfoldelse inden for klassisk musik. Det sker gennem ensemblets overordnede opgaver: koncertvirksomhed samt formidling og publikumsudvikling. I strategien er der opstillet en række mål for, hvordan ensemblet vil udvikle sin virksomhed og højne kvaliteteten for at leve op til sit formål.

Strategien er bilag til den vedlagte rammeaftale, som er udformet af Statens Kunstfond.

2. Samarbejdsaftale mellem Næstved, Faxe, Guldborgsund, Lolland kommuner Samarbejdsaftalen regulerer forholdet mellem Ensemble Storstrøms virksomhed og tilskudskommunerne.

Aftalen er baseret på ensemblets formål, strategi og det aftalte antal koncerter i kommunerne. Kommunerne har desuden forventning om, at Ensemblet er en aktiv medspiller i den tværkommunale kulturaftale med Kulturministeriet i 2021- 2024.

Begge aftaler skal underskrives af de kommunale udvalgs formænd.

Øvrige oplysninger Vordingborg Kommune valgte i 2019 at trække sig ud af det tværkommunale samarbejde om ensemblet, hvorfor der vil være ca. 235.000 kr. mindre i den kommunale andel af budgettet. De deltagende kommuners andel er imidlertid tilstrækkelig til stadig at udløse det statslige tilskud. Ensemblet vil fastholde det samme ambitionsniveau og søge at få tilført den mistede finansiering via tilskud fra fonde.

Ensemblets finansiering i rammeaftalen er vedlagt som bilag, hvor statens og de øvrige kommuners tilskud fremgår.

Made with FlippingBook - Online magazine maker