Byrådets møde 2021

Befolkningsprognosen skal bruges til fagudvalgenes budgetudarbejdelse. I den forbindelse er det værd at præcisere at demografireguleringerne endnu ikke er foretaget endeligt til budgetlægningen for 2022-2025, da nye demografireguleringer afventer godkendelse af den nye befolkningsprognose. Tilsvarende skal den nye befolkningsprognose benyttes til fastlæggelse af skatte- og tilskudsberegninger for budget 2022-2025, når der bliver indgået en økonomiaftale for 2022. I forhold til øvrig planlægning, så danner befolkningsprognosen eksempelvis også grundlag for at der efterfølgende kan udarbejdes en ny skoleprognose. Hovedtrækkene i befolkningsprognose 2021-2030 er, at: Det samlede befolkningstal forventes at stige med 1,9 % svarende til 1.577 indbyggere, fra 83.180 indbyggere pr. 1. januar 2021 til 84.757 indbyggere pr. 1. januar 2030. Befolkningsprognosen forventes at være forholdsvis jævnt stigende i perioden fra 2023-2030. I 2022 findes den absolut største stigning på 337 indbyggere og i 2021 udgør stigningen 225 indbyggere. Begge år er primært afledt af forventningerne til boligprognosen. Den samlede forventede positive befolkningsudvikling i prognoseperiode 2021-2030 skyldes primært stigningen i den ældre del af befolkningen. Specielt befolkningstallet i de 80+ årige forventes at stige betragteligt med 60%. Børnegrupperne hhv. de 0-2 årige og de 3-5 årige forventes at stige med hhv. 13% og 6%. Særligt de 0-2 årige ligger dog antalsmæssigt aktuelt på et meget lavt udgangsniveau. Fertiliteten har stort set aldrig været lavere og ligger samtidig også under landsgennemsnittet. udgangspunktet for de 3-5 årige er heller ikke historisk særlig højt, dog har antallet i denne gruppe været stigende de sidste tre år. De 6-16 årige forventes at falde med 8 %. Antallet af de ældre årgange der typisk forlader skolerne er fortsat bare meget større end de nye årgange som kommer til. Denne aldersgruppe forventes faldende helt frem til 2029. Den primære erhvervsaktive gruppe fra 25-66 år forventes nu at falde med 1%. "Arbejdsstyrken" er nu tilpasset med den nye pensionsalder på 67 år som er gældende fra 2022. Ved en sammenligning af befolkningssammensætningen i hhv. 2021 og 2030 fremgår det, at de 25-66 åriges andel af det samlede indbyggertal vil falde fra 53,2 % til 51,7 % i den betragtede periode, hvorimod tyngden stiger på de ældre aldersgrupper. Dermed følger Næstved Kommune tendenserne på landsplan med en faldende andel af erhvervsaktive og en stigende andel af pensionister. Gennemsnitsalderen forventes at stige fra nuværende 43,0 år i 2021 til 44,6 år i 2030. Gennemsnitsalderen har i mange år været stigende, og forventes også fremadrettet at stige med 2 måneder pr. år. Resultatet af sidste års kortsigtede prognose frem til 1. januar 2021 blev mindre end forventet. Afvigelsen udgjorde totalt 176 færre indbyggere, så den reelle stigning i indbyggertallet kun har udgjort 38 personer i 2020. Afvigelsen kan i høj grad forklares med at der blev bygget samlet 175 boliger færre end forventet. Dertil kommer en betydelig udvandring inden 2020 på netto over 200 personer, som ikke har været kendt i folkeregisteret før i 2020. I modsat retning trak dog en lavere udtynding end forventet i den eksisterende boligmasse på 75 personer, afledt af at boligudbygningen blev mindre. Hovedtrækkene fra den underliggende boligprognose er, at: Byggeaktiviteten er fortsat på et højt niveau, og grundlæggende realiseres de store projekter. Afvigelsen på 175 boliger i 2020 skyldes primært periodeforskydninger, hvor byggeri, som tidligere var forventet afsluttet i 2020, nu først forventes afsluttet i 2021-2022. Særligt projekterne i Holsted skoledistrikt, vedr. Maglebjerget, Maglebjerg Allé, Magledalen, og Maglehusene, så er der fælles for disse projekter bygget 116 færre boliger i 2020 end forventet, og disse forventes nu først færdig i 2021-2022. Et andet betydeligt projekt var 62 seniorboliger på Markpibervej, som nu først forventes klar til indflytning i 2021. Den 10 årige boligmasse i Boligprognose 2021-2030 udgør 2.343 boliger og udgjorde til sammenligning i tidligere boligprognose 2.338 boliger. I perioden fra 2021-2023 forventes byggeaktiviteten højest. Der forventes i den periode at blive bygget 1.231 nye boliger med et absolut toppunkt i 2022 på 599 nye boliger. De nye store byggeprojekter som ikke tidligere har indgået i en boligprognose kan fremhæves med følgende: Grundsalg forventer at kunne udbyde grunde vedr. Engpibervej og Storpibervej ultimo 2021 eller primo 2022. Ialt forventes området at kunne rumme 115 parcelhuse, hvoraf 80 foreløbig er lagt i prognosen med start fra 2023. Ny er også Grønlandsvej/Rolighedsvej (30 etageboliger) og dertil kommer at Bydelscenteret fra 2025 nu indgår i Stenlængegård (forudsætter at svømmehallen står færdig), sådan at projektets samlede rummelighed på 820 boliger indgår i boligprognosen frem til 2030.

Made with FlippingBook - Online magazine maker