Da alle i skolen i den forgangne periode har udvist stor kreativitet og omstillingsevne, og der er leveret undervisning af høj kvalitet under vanskelige betingelser, er der stor tillid til, at skolerne kan håndtere de faglige udfordringer, som eleverne måtte have, hvis de får de rette rammer. Det bedste afsæt for et fagligt løft er, at eleverne hurtigst muligt kommer tilbage til en så normal skoledag som muligt.
Aftalen giver udvidede frihedsgrader til kommuner og skoler i skoleåret 2021/2022 på fire områder: 1. at folkeskoler og kommuner skal have mulighed for ikke at udarbejde elevplaner for elever fra børnehaveklassen til og med 9. klassetrin 2. at skolerne får mulighed for at konvertere alt understøttende undervisning i det kommende skoleår med henblik på tilrettelæggelse af andre aktiviteter, der udløser et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen 3. at folkeskolerne i det kommende skoleår skal have mulighed for at fravige målsætningen om, at lærerne skal have undervisningskompetence i de fag de underviser i 4. at kommuner skal have mulighed for ikke at lave kvalitetsrapport
Børne- og Skoleudvalget besluttede, at skolerne ikke skulle udarbejde elevplaner i skoleåret 2021 og opfordrede skolerne til at anvende frihedsgraderne mest muligt. Da lærere og ledere på skolerne var ved at afslutte skoleåret og lægge sidste hånd på planlægningen af kommende skoleår, var beslutningen en stor hjælp til skolerne, så lærerne kunne vide hvilke opgaver, de skulle planlægge med.
Den 22. juni 2021 blev aftalen udmøntet i en bekendtgørelse, der præciserer aftalen og beslutningskompetencen i forhold til de fire frihedsgrader (bilag 2) og der fra Børne- og Undervisningsministeriet udsendt orienteringsbrev herom af 25. juni 2021 (bilag 3).
Elevplaner Skolens leder kan træffe beslutning om, at skolen ikke skal udarbejde elevplaner for elever fra 0. - 9. klasse. For at understøtte ledernes og lærernes planlægning traf Børne- og Skoleudvalget en beslutning, der efterfølgende er udlagt til skolelederens kompetence.
Konvertering af understøttende undervisning Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning fra skolelederen og udtalelse fra skolebestyrelsen godkende, at skolen konverterer understøttende undervisning til andre aktiviteter, der indebærer et tilsvarende personaleforbrug i undervisningen. Denne kompetence er tidligere delegeret til skolelederne angående almenundervisningen og til administrationen angående specialundervisning i forbindelse med håndtering af folkeskolelovens § 16 b og d om afkortning af skoledagens længde ved at konvertere understøttende undervisning. Der foreligger en procedure, som skolerne har anvendt i flere år, hvor skolelederen efter udtalelse fra skolebestyrelsen træffer beslutning vedr. almenundervisningen og administrationen vedr. specialundervisningen efter ansøgning fra skolen (bilag 4).
Administrationen anbefaler, at samme procedure følges i forbindelse med den nye mulighed, da den giver frihed til skolerne og samtidig behandler skolerne lige i forhold til de øvrige specialundervisningstilbud, der er beliggende i kommunen.
Made with FlippingBook - Online magazine maker