Budgetlægningen for den kollektive transport i 2022 er forbundet med en større usikkerhed end normalt. Det skyldes bl.a. den usikkerhed, som COVID-19 har medført i forhold til at estimere antallet af passagerer og passagerindtægter, men også estimering af løn- og prisfremskrivning samt udgifter til brændstof.
Regeringen, KL og Danske Regioner har indgået en aftale om at videreføre kompensationsmodellen for 2020, således at regioner og kommuner vil blive kompenseret fuldt ud for de nettomerudgifter og mindreindtægter, der pådrages i 2021 som følge af COVID-19. Der udestår dog fortsat en afklaring af om merudgifter og mindreindtægter vil blive kompenseret fuldt ud eller delvist af staten i 2022.
I Næstved Kommune forventes mindreindtægter og merudgifter relateret til COVID-19 i 2021 at udgøre estimeret ca. 8,359 mio. kr., jf. estimat 1. I 2022 forventer Movia mindreindtægter for 3,630 mio. kr. som eftervirkninger af COVID-19.
Regnskabet for den kollektive transport for 2021, med indregnet kompensation fra staten for COVID-19-relaterede merudgifter og mindreindtægter, forventes på nuværende tidspunkt at betyde en efterbetaling til Movia på 0,713 mio. kr. i 2021.
I budget 2022 er der på det kommunale budget afsat 47,240 mio. kr. til kollektiv transport og flextur/plustur. Efter korrektion for forventede effekter af transportplanprojektet er budgettet reduceret til 47,032 mio. kr. Der forventes et forbrug på 42,527 mio. kr. i 2022, hvilket svarer til et mindreforbrug på 4,505 mio. kr. ved nuværende kørselsomfang.
I budgettet for 2022 og frem, er der dog en række usikkerheder, der kan få betydning for det endelige resultat f.eks.: 1. Hvorvidt den fulde mindreindtægt/merudgift som følge af COVID-19 vil blive kompenseret fuldt ud af staten i 2022. Hvis ikke der modtages statskompensation vil kommunen selv skulle dække den forventede ekstraregning på anslået 3,630 mio. kr. 2. I hvilken grad at passagerantallet på buslinjer og flextur, og dermed passagerindtægterne, vil være påvirket af COVID-19 fra 2023 og frem 3. Om Movias estimat for drift af bybusser som elbusser holder. Movia har estimeret en årlig besparelse på 7,1 mio. kr. Grundet driftsstart i april 2022 forventes besparelsen at udgøre ca. 5 mio. kr. i 2022. 4. Om udfaldet af Movias igangværende udbud af 11 nuværende skolebusser og skolekørslen vedr. lang og trafikfarlig vej, der udbydes som kommunebusser. Movia har estimeret en besparelse på op mod 3,3 mio. kr., der skal tilfalde Byrådets udviklingspulje til prioritering. Vi kender endnu ikke resultatet af udbuddet, hvorfor der er en ret stor usikkerhed forbundet med disse budgetforudsætninger. Anbefaling af ændringer til Trafikbestilling 2022 Igennem de senere år har det, som følge af forskellige budgetudfordringer, af flere omgange været nødvendigt at skære i kørselsomfanget til den kollektive trafik. Kommunens bybuslinjer overgår fra april 2022 til eldrift, hvilket medfører en besparelse på det årlige tilskudsbehov. Af den årsag vil administrationen anbefale, at Teknisk Udvalg anvender en del af det lavere tilskudsbehov i 2022 på 4,505 mio. kr. til at udvide kørselsomfanget i Næstved Kommune. Hvis den kollektive transport skal være mere konkurrencedygtig, skal den gøres attraktiv for flere ved bl.a. at sikre flere køretimer og en øget frekvens i antal afgange. Administrationen vil i den forbindelse særligt anbefale at styrke det strategiske busnet, som er rygraden i den kollektive trafik. Det strategiske busnet udgøres af de linjer, som transporterer hovedparten af kommuners og regioners borgere, når de skal til og fra arbejde, indkøb, uddannelse og fritidsaktiviteter. I Næstved Kommune indgår linje 601, 602 og 603 i det strategiske busnet, og står for nuværende for ca. 80 % af Næstved Kommunes samlede antal passagerer.
Made with FlippingBook - Online magazine maker