Byrådets møde 2017

Sagsfremstilling En gruppe grundejere på Enø og Lungshave har fået udarbejdet et skitseprojekt, omhandlende højvandsbeskyttelse af de lavere liggende områder på Enø og Lungshave mod Karrebæk Fjord. Grundejerne har vurderet, at projektet er for stort og komplekst til, at de selv kan løfte opgaven og har derfor anmodet Næstved Kommune om at indlede en sag jf. Kystbeskyttelseslovens § 1a. Kommunalbestyrelsen skal fremme sagen, hvis: 1) Kystdirektoratet vurderer, at der er behov for kystbeskyttelse. 2) Projektet findes foreneligt med hensynet til naturen eller den kommunale planlægning for området. 3) Tilkendegivelse fra de hørte grundejere klart viser, at der vil være fornøden opbakning til projektets gennemførelse. Ad 1. Kystdirektoratet har gennemgået skitseprojektet, været på besigtigelse i området og skriftligt tilkendegivet, at der er behov for kystbeskyttelse. Ad 2. Administrationen vurderer, at projektet er foreneligt med naturen og de kommunale planer. Ad 3. Teknisk Udvalg afholdt den 8. september 2016 et borgermøde med det formål, dels at informere om projektet, og dels at vejre stemningen for et sådan projekt. På borgermødet blev der derfor foretaget en vejledende håndsoprækning for eller imod, at Næstved kommune skal fremme projektet og arbejde videre med et egentligt skitseprojekt, interessentanalyse og forslag til partsfordeling. Af de ca. 80 fremmødte borgere var der 8-10 stykker, der ikke mente, at der var behov for, at kommunen skulle gå videre med projektet.

De spørgsmål, der blev stillet på borgermødet, drejede sig i overvejende grad om økonomi og fordeling af de økonomiske byrder blandt interessenterne, samt om hvem der er interessenter. Desuden var der spørgsmål om, hvorvidt der kunne være andre løsninger end det skitserede. Disse forhold vil blive afklaret i forbindelse med udarbejdelse af et egentlig detailprojekt, herunder et forslag til en partsfordeling, som er gennemskuelig, retfærdig og holdbar.

Efter borgermødet har administrationen modtaget 8 skriftlige bemærkninger til projektet. Af disse var der kun én, der direkte afviser løsningen med henvisning til, at man mener, at "Stordiget er den rigtige løsning". Som fremført på borgermødet, vil selv et stordige på kystsiden af Enø kræve højvandsbeskyttelse på fjordsiden af Enø og Lungshave. Andre bemærkninger går på, at man har ønsker til finansieringen af diget, samt at de højest liggende grunde på Enø ikke mener, at de er interessenter i projektet. Alle bemærkninger er vedlagt som bilag.

På baggrund af ovenstående vurderer administrationen, at kommunen, i henhold til Kystbeskyttelsesloven, skal fremme projektet og sørge for dets fremdrift.

Konsekvenser Fremme af projektet om kystbeskyttelse vil have en række konsekvenser for Næstved Kommune: Erfaringer fra digeprojekter i andre kommuner viser, at administrationen skal lægge i størrelsesorden ½ årsværk pr. år i min. 5 år til fremdrift, ledelse og styring af projektet, samt ikke mindst partsfordeling. Næstved Kommune skal lave et udlæg til udarbejdelse af detailprojekt og forslag til partsfordeling o.a.. Udlægget skønnes i størrelsesordenen 500.000 kr og vil indgå i den samlede projektsum, som efterfølgende skal betales af interessenterne. Hvis projektet ophører, inden det er gennemført, vil udlægget være tabt for kommunen. Der skal afsættes et beløb til udlæg og administration af projektet, samlet vurderes det til 750.000 kr.

Made with FlippingBook - Online magazine maker