Kulturudvalget, 25.09.2017 Til efterretning med den bemærkning at de relevante fagudvalg inddrages i det kommende arbejde, herunder både det forberedende arbejde og den løbende implementering.
Byrådet, 10.10.2017 Mette Stine Stensgaard var fraværende. Godkendt. Sagsfremstilling Baggrund for udarbejdelse af lokalplan
Som et resultat af arbejdet med Udvikling af Næstved Bymidte godkendte udvalget Udviklingsstrategi for Næstved Bymidte på møde d. 14.11.2016, sag nr. 141. I den forbindelse besluttede udvalget at udarbejde ny lokalplan for Næstved Bymidte i løbet af 2017. På møde d. 06.02.2017, sag nr. 11, principgodkendte Plan- og Ejendomsudvalget udarbejdelse af forslag til Lokalplan 076 for Næstved Bymidte.
Forslag til Lokalplan 076 for Næstved Bymidte, se bilag 1, skal bl.a. afløse Lokalplan C1.1-02, vedtaget d. 10.02.2004, som rammelokalplan for bymidten, da denne er blevet utidssvarende. Ny lokalplan for bymidten vil understøtte den videre udvikling af bymidten på baggrund af tankerne i Udviklingsstrategi for Næstved Bymidte.
Lokalplanområdet Lokalplanområdet afgrænses af Havnegade, Rådmandshaven, Farimagsvej, baneterrænet, Indre Vordingborgvej og Ostenfeldtsvej og indeholder dermed den samme udstrækning som lokalplanområdet for C1.1-02 samt den nordlige og sydlige del af stationsområdet, da disse områder er udpeget som dele af bymidtens udviklingsområder i udviklingsstrategien.
Næstved Bymidte er kommunens omdrejningspunkt i forhold til både at tilbyde handelsmuligheder, kulturoplevelser, historisk vingesus, mangfoldige bomuligheder, rekreative områder og nu også uddannelse med etableringen af Campus Næstved - alle elementer, som medvirker til at skabe byliv. Derfor er disse emner omdrejningspunkt i forslaget til Lokalplan 076.
Indhold i lokalplanforslaget Forslag til Lokalplan 076 for Næstved Bymidte er udarbejdet for at skabe det planlægningsmæssige grundlag, der kan understøtte realisering af visioner og mål i Udviklingsstrategi for Næstved Bymidte. Lokalplanforslaget har derfor fokus på at understøtte en bymidte, der lever af det byliv, som beboere, turister, butikker, kulturliv og arbejdspladser skaber ved at sikre grundlaget for fortsat udvikling med respekt for bygningsarven og den kulturhistoriske bymidtes kvaliteter. Forslag til Lokalplan 076 foreslår derfor, at: Området udlægges til centerformål, offentlig formål og helårsboligbebyggelse. Udbredelsen af handels- og erhvervsgader indskrænkes ift. C1.1-02 for at sikre velfungerende gadeforløb, så gaderne i fremtiden understøtter bylivet i bymidten. Delområder udpeges med fokus på at sikre muligheder for yderligere fortætning i bymidten. Bevaringsværdige bygningsstrukturer samt nye byggefelter udpeges med fokus på at fastholde den tætte bys gadestruktur.
Made with FlippingBook - Online magazine maker