Punkt 194: Ændring af Styrelsesvedtægt for Næstved Kommune 2018 - 2021
00.22.04-A30-2-17 Resume Kompetenceudvalg: Byrådet
Ændring af Styrelsesvedtægt for Næstved Kommune 2018-2021. INDSTILLING Administrationen indstiller, at forslag til Styrelsesvedtægt for Næstved Kommune 2018 - 2021 godkendes. Beslutning Byrådet, 12.12.2017 Thomas Palmskov var fraværende. Forslag godkendt. Oversendes til 2. og endelig behandling i Byrådet den 19. december 2017. Sagsfremstilling I forlængelse af kommunalvalget d. 21. november 2017 og sammensætningen af det nye byråd, er der indgået aftale mellem Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti om ændringer i udvalg m.v. Bag aftalen står alle Byrådets medlemmer.
For at realisere denne aftale, er det nødvendigt at ændre styrelsesvedtægten på en række punkter, herunder med hensyn til:
Ændring af udvalgsbetegnelser: Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget (BEU) i stedet for Beskæftigelsesudvalget, Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget (OFU) står for en sammenlægning af Omsorgsudvalget og Sundheds- og Psykiatriudvalget og træder i stedet for disse to udvalg, Kultur- og Demokratiudvalget (KDU) i stedet for Kulturudvalget og Plan- og Erhvervsudvalget (PEU) i stedet for Plan- og Ejendomsudvalget.
Der sker omflytning af ressortområder, idet erhvervsforhold og turisme flyttes fra Økonomiudvalget til Plan- og Erhvervsudvalget. Til Økonomiudvalget flyttes opgaverne med drift og vedligehold af kommunens faste ejendomme, som ikke henhører under andet udvalg. Opgaverne flyttes fra Plan- og Ejendomsudvalget.
Det signaleres, at aftaleparterne vil arbejde for borgerinddragelse på nye måder i og med, at alle stående udvalg har fået tilføjet en bemærkning om borgerinddragelse på udvalgets område. Endvidere skal Kultur- og Demokratiudvalget arbejde mere specifikt med eksperimentering og undersøgelser af muligheder for øget borgerinddragelse. Det være sig i forhold til høringer, anvendelse af ny teknologi, spørgetid med videre.
Det skal bemærkes, at § 17 stk. 4 udvalget, som skal arbejde med landdistrikter, og som parterne er enige om at nedsætte, ikke er et stående udvalg, og således ikke kan få henlagt kommunale opgaver, som skal beskrives i Styrelsesvedtægten.
Made with FlippingBook - Online magazine maker