Lokalplanens baggrund Baggrunden for lokalplanen er et inspirationsmateriale udarbejdet af den lokale forening DUNK (Destinationsudvikling Netværk Karrebæksminde).
Eksisterende plangrundlag Hele lokalplanområdet er i dag omfattet af den bevarende lokalplan 004 for de centrale byområder i Karrebæk og Karrebæksminde. Lokalplanen fastsætter anvendelsen af havnemolen til havnerelaterede aktiviteter, uden mulighed for indpasning af rekreative og kulturelle formål. Kanalpladsen er i lokalplan 004 udlagt til et grønt friareal, hvor der ikke må opføres bebyggelse og etableres anlæg, der ikke understøtter det interimistiske fiskermiljø i Karrebæksminde.
Omdannelse af pladsen med et trædæk, amfiscene og en mindre bygning mm., samt indpasning af nye funktioner på havnemolen kræver udarbejdelse af et nyt plangrundlag.
Der er derfor udarbejdet Forslag til lokalplan 062, som skal aflyse bestemmelserne i lokalplan 004, for det område, der er omfattet af forslaget.
Lokalplanområdet Lokalplanområdet omfatter Kanalpladsen og havnekajen for enden af Alleen i Karrebæksminde. Havnekajen anvendes som erhvervshavn. Der er i området indpasset en enkelt restauration Bella Vista, en offentlig toiletbygning og en lille isbod - Pandekagehuset. Kanalpladsen fremstår i dag med græs og grusbelægning og enkelte bænke og udnytter ikke sine potentialer. På pladsen findes der den nu lukkede pølsevogn.
Den gamle toldbodsbygning - Pandekagehuset, opført i 1814 er i Kommuneatlas Næstved udpeget med en høj bevaringsværdi 3. Bygningen er desuden udpeget som bevaringsværdig i lokalplan 004.
Lokalplanens indhold Lokalplanen muliggør opførelse af et havnemagasin på det ubebyggede areal ved restauration Bella Vista, der i turistsæsonen kan anvendes til kulturelle og rekreative formål. Mellem toiletbygningen og Pandekagehuset vil der kunne opføres en mindre bygning. Lokalplanen stiller en række krav til udformning af bygningen for dermed at sikre, at bygningens volumen, arkitektoniske udformning og materialevalg tager afsæt i den bevaringsværdige bygnings arkitektur. Det fastlægges i lokalplanen, at Kanalpladsen kan indrettes som en velkomstplads med mulighed for etablering af et trædæk, opstilling af legeredskaber, amfiscene med sidepladser, kiosk og lign. Derudover regulerer lokalplanen ombygning af restaurationen Bella Vista og sikrer Pandekagehuset mod nedrivning og ombygninger, der vil forringe bygningens bevaringsværdi. Samtidig fastsættes der i lokalplanen bestemmelser for skiltning i området. Desuden skabes der mulighed for mindre butikker i lokalplanområdet. Forslag til kommuneplantillæg For at muliggøre etablering af mindre butikker i lokalplanens delområde II, er der udarbejdet forslag til Tillæg nr. 4 til Kommuneplan 2017-2029. Kommuneplantillægget åbner mulighed for etablering af butikker med et samlet bruttoetageareal på op til 500 m2 i tilknytning til lystbådehavnen nord for lokalplanområdet. Butikkerne vil udelukkende skulle forhandle varer, der relaterer sig til områdets maritime funktion.
Made with FlippingBook - Online magazine maker