Byrådets møde 2020

Resultater på de enkelte områder: Den aktivitetsbestemte medfinansiering kommer ud med et overskud på 49,2 mio. kr., heraf overføres 26,8 mio. kr. til 2020 til delvis dækning af en acontoafregning for 2019, der først skal betales i 2020.

De sårbare områder – Børn og Unge, Handicap og Psykiatri – der med budgetforliget for 2019 blev tildelt samlet 36,0 mio. kr., har alle overholdt budgetterne i 2019. Derudover er der overskud på de fleste øvrige serviceområder. Det meste af overskuddet er dog oparbejdet i tidligere år og på virksomhederne er der både i 2018 og 2019 brugt af de tidligere opsparede midler. Alligevel er der overførsler fra 2019 til 2020 på virksomheder, drift og anlæg på i alt 233,8 mio. kr.

Der har i 2019 dog været et underskud på arbejdsmarkedsområdet på 10,0 mio. kr. Det er første gang i en årrække, at dette område kommer ud med et underskud og der er med budget 2020 taget forskellige tiltag for at stoppe den negative udvikling i 2020 og frem.

Serviceudgifter: Budgettet for 2019 var vedtaget med serviceudgifter på 3.345,2 mio. kr. Serviceudgifterne har i regnskabet været på 3.343,3 mio. kr. Det er et overskud på serviceudgifter på 1,9 mio. kr. i forhold til oprindeligt budget. Serviceudgifter er de samlede nettodriftsudgifter eksklusive udgifter til f.eks. arbejdsmarkedsoverførsler og aktivitetsbestemt medfinansiering af sygehus- og sundhedsvæsenet. Hvis kommunerne under ét overskrider den samlede ramme på serviceudgifter, vil alle kommuner blive trukket forholdsmæssigt i bloktilskud året efter.

Den seneste foreløbige opgørelse fra KL viser, at kommunernes regnskabsresultat for 2019 har et overskud på cirka 1,0 milliarder kroner på serviceudgifterne; mens anlægsudgifterne viser et underskud på cirka 0,1 milliarder kroner.

Kassebeholdning: Kommunen har fortsat en god økonomi, hvilket bl.a. skyldes, at vi har en god kassebeholdning. Den ligger på 475 mio. kr. med udgangen af 2019. Den forventes dog at falde til 438 mio. kr. i løbet af 2020.

Samlet vurdering af regnskab 2019: Overordnet set er det samlede regnskabsresultat meget tilfredsstillende. Det skyldes dels budgetoverholdelse på de sårbare områder og dels gode resultater på langt de fleste andre driftsområder. Derudover er kommunens økonomiske politik overholdt på alle punkter.

Afskrivninger: I forbindelse med regnskabsafslutningen forelægges afskrivninger på restancer foretaget af henholdsvis SKAT på 2.701.771 kr. og af kommunens opkrævningsgruppe på 6.002.578 kr. Alle afskrivninger på restancer er foretaget på baggrund af lovgivning, fx forældelse, inddrivelseslovens § 16, eftergivelse af SKAT, konkurs, gældssanering mv. Restancerne er løbende afskrevet i 2019, jf. Kasse- og Regnskabsregulativets bilag 8.6.1. Tabet afskrives hovedsageligt på balancen. Der er dog restancer, der bliver afskrevet på fagområdet, fx huslejetab, affaldshåndtering og boligydelseslån. Dette års afskrivninger er væsentligt mindre end de besluttede afskrivninger i forbindelse med regnskab 2018. Økonomi Administrationen har ikke yderligere bemærkninger. Bilag Bilag 1: Årsberetning 2019, ØK og Byråd april 2020

Made with FlippingBook - Online magazine maker