I henhold til økonomistyringsreglerne skal fagudvalgene altid lave et budget der er i balance med den budgetramme de har fået. Det vil sige, at hvis ikke budgetrammen hæves, så skal fagudvalget beslutte besparelser i forårets budgetbehandlinger, hvis de har budgetudfordringer. Det vil ikke være i overensstemmelse med økonomistyringsreglerne, hvis økonomiudvalget ikke hæver en udvalgsramme, men samtidig fritager udvalget for at udarbejde besparelser for at lade budgetproblemet indgå i en prioritering på budgetseminaret. Årsagen til dette krav i økonomistyringsreglerne er, at det vil være for sent at udarbejde og beslutte besparelsesforslag efter budgetseminaret i tilfælde af, at budgetproblemerne ikke bliver prioriteret. Det vil være for sent i forhold til at kunne nå at få fuld effekt i det kommende budgetår. Eventuelle budgetudfordringer i 2020 Såfremt budgetrammerne hæves i 2021 skal der også tages stilling til hvordan budgetudfordringerne skal håndteres i 2020. Ifølge økonomistyringsreglerne skal områderne finde kompenserende besparelser for merudgifter i indeværende år. Det kan betyde en sænkning af serviceniveauet, som i 2021 kan hæves tilbage til niveauet før besparelserne. Midlertidig sænkning af serviceniveauet kan kun undgås hvis udvalgene finder engangsbesparelser i indeværende år. Alternativt kan Økonomiudvalget beslutte at udsætte eventuelle besparelser i indeværende år til budgetforhandlingerne for 2021 og bruge en del af gevinsten fra udligningsreformen i 2021 til at dække merudgifter i 2020. De budgetudfordringer der kan dækkes, bør være med udgangspunkt i de skønnede merudgifter ved budgetkontrollen pr. 1/3, som er opgjort uden coronaudgifter. En tredje mulighed er, at vente med budgetudfordringerne i 2020 og se tiden an, fx. til budgetkontrollen pr. 1/9, og se om budgetudfordringerne bliver opvejet af enten sparede udgifter pga. corona eller kan opvejes af corona-kompensation fra staten.
Udvalg med budgetproblemer Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget har budgetproblemer på 25,3 mio. kr. i 2021. Hertil kommer at udvalget i forbindelse med budgetkontrollen pr. 1/3 besluttede besparelser på 4,07 mio. kr.
Børne- og Skoleudvalget har budgetproblemer på 13,65 mio. kr. i 2021. Folketinget besluttede i sidste års finanslov at øge bloktilskuddet til kommunerne til gradvis indførelse af minimumsnormeringer i daginstitutioner samt til forbedringer på skoleområdet. De anførte midler er givet til bestemte formål og forligspartierne har desuden ved budgetvedtagelsen af budget 2020 besluttet, at alle de midler Næstved får skal tilføres området. De midler kan derfor ikke dække udvalgets udfordringer. Der er medtaget et indstillingspunkt om at Børne- og Skoleudvalgets ramme forhøjes med midlerne, idet det ikke står i den godkendte budgetstrategi. Kommunerne er tilsammen tilført 500 mio. kr. i 2020 og 600 mio. kr. i 2021 til dagtilbudsområdet. Det samlede beløb til kommunerne under ét til undervisningsområdet er 275 mio. kr. i 2020 og 400 mio.kr. i 2021. Næstveds andel her af i 2021 er ca. 7,5 mio. kr. til dagtilbudsområdet og ca. 5,0 mio. kr. til undervisningsområdet. De præcise beløb kendes først ved tilskuds- og udligningsudmeldingen primo juli.
Omsorgs- og Forebyggelsesudvalgets og Børne- og Skoleudvalgets budgetudfordringer er beskrevet i bilag 1.
Budgettet til Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget må også forventes at skulle forhøjes pga. den højere ledighed afledt af Corona-krisen. Fastlæggelse af budgetrammen til arbejdsmarkedsområdet sker i august, som beskrevet i budgetstrategien, på baggrund af udmeldte landsskøn sammenholdt med lokale forventninger. Merudgiften til arbejdsmarkedsområdet forventes modsvaret af højere bloktilskud, som vi får udover effekten af udligningsreformen. Bloktilskuddet går ikke nødvendigvis lige op med vores merudgift - der afhænger af om vi forventer en anden stigning i ledigheden i forhold til landsgennemsnittet. Stiger den mere her får vi en negativ påvirkning af balancen og stiger den mindre får vi en positiv påvirkning af balancen. Budgettering af arbejdsmarkedsområdet sker efter samme principper som budgettering af den aktivitetsbestemte medfinansiering af sundhedsområdet, hvor der også foretages et konkret skøn for Næstved Kommune.
Made with FlippingBook - Online magazine maker