Økonomiudvalget, 20.01.2020 Lars Hoppe Søe var fraværende. Hanne Sørensen blev erklæret inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.
Ad 3: Anbefales.
Freja Lynæs Larsen kan ikke gå ind for beslutningen idet hun ønsker anden placering. Jette Leth Buhl kan ikke gå ind for beslutningen idet hun ønsker at se en vision for området.
Byrådet, 28.01.2020 Freja Lynæs Larsen var fraværende. Hanne Sørensen (A) blev erklæret inhabil og forlod lokalet under sagens behandling. Ad 3: Godkendt. Jette Leth Buhl (F), Thor Temte (Ø) og Githa Nelander (O) kan ikke gå ind for beslutningen. Sagsfremstilling
Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget godkendte på sit møde den 2. september 2019, at Center for Handicap og Psykiatri udarbejder forslag til en ny placering af et nyt værested for socialt udsatte, som også tager hensyn til fremtidige aktiviteter og stofrådgivningens placering. Planen skal imødekomme behovet for at arbejde med nye ideer og nye måder at løse opgaverne på. Der er tale om en ny profil for varmestuen, hvor brugerne ikke bare kommer og får en kop kaffe, men deltager aktivt i almindelige gøremål på værestedet herunder inden- og udendørs vedligeholdelse for herigennem at arbejde med forandring og adfærd.
Ved det driftsorienterede tilsynsbesøg, som Tilsyn Øst foretog i oktober 2019, udtalte tilsynet sig kritisk overfor, at der i Toldbodgade ikke er mulighed for dagbehandling/gruppeforløb og social-og sundhedsfremmende aktiviteter. Tilsynet påtalte endvidere de støjgener, der opstår i forbindelse med alkoholindtagelsen på fortovet ved Toldbodtorvet.
Flytningen af funktionerne fra Toldbodgade er forbundet med udgifter, og administrationen har derfor undersøgt 2 forskellige modeller. Model 1, der omfatter en samlet flytning, til Engvej 22 af de funktioner, der i dag er placeret på Toldbodgade (Varmestue, Gadeteam, Stofrådgivning og Mobilsygepleje) og en Model 2, hvor varmestue og gadeteam placeres på Engvej 22, mens stofrådgivningen og mobilsygeplejen udskilles fra det samlede tilbud og placeres på en anden adresse.
Administrationen henleder udvalgets opmærksomhed på Regeringsgrundlaget "En retfærdig retning for Danmark" hvor der lægges op til, at der på sigt arbejdes med en mulighed for, at misbrugsområdet på sigt føres tilbage til Regionerne. Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke nogen konkret beslutning om dette, og der er ingen kendt tidshorisont. Regeringen har tilkendegivet, at den fremtidige placering af misbrugsbehandlingen vil blive afklaret i forbindelse med en kommende tiårs plan for psykiatrien i Danmark, som forventes i 2020.
Nedenfor præsenteres de 2 modeller.
Made with FlippingBook - Online magazine maker