Byrådets møde 2020

I den offentlige høring er der indkommet 1 høringssvar, der fremgår af bilag 6. Bemærkninger, der indeholder spørgsmål eller giver anledning til en forklaring eller uddybning, er samlet i en hvidbog, jf. bilag 7, hvor administrationen har kommenteret på relevante bemærkninger.

Høringssvaret påpeger et ønske om, at buslinje 611 imellem Tappernøje og Brøderup ændrer linjeføring til at køre via Brøderupvej, at der sikres god korrespondance fra linje 611 til linje 102A mod Præstø, samt et ønske om, at Region Sjællands linje 620R skal køre via Mogenstrup Parkvej i begge retninger.

Økonomisk overblik - se bilag 1, 2 og 3. I forbindelse med budgetlægningen for den kollektive transport i 2021 er der en større usikkerhed end normalt, hvilket skyldes den usikkerhed, som COVID-19 har medført i forhold til at estimere antallet af passagerer og passagerindtægter, men også estimering af løn- og prisfremskrivning samt udgifter til brændstof. Regeringen, KL og Danske Regioner har indgået en aftale om, at kommunerne kompenseres for de nettomerudgifter og mindreindtægter, som der pådrages i 2020 som følge af COVID-19, hvilket udgør estimeret ca. 12 mio. kr. for 2020 for Næstved Kommune. Der foreligger dog endnu ikke en afklaring af, om ekstraudgifter og mindreindtægter vil blive kompenseret hverken delvist eller fuldt ud af staten i 2021 og 2022.

Regnskabet for den kollektive transport for 2020 forventes, uden COVID-19-relaterede merudgifter, som afregnes direkte mellem regeringen og Movia, på nuværende tidspunkt at blive 1,28 mio. kr. lavere end acontobetalingerne i 2020. En evt. efterregulering vil først blive modtaget i januar 2022, men forudsættes bogført på regnskabsår 2021.

I budget 2021 og frem er der på det kommunale budget afsat 44,82 mio. kr. til kollektiv transport og flextur/plustur. Uændret bestilling af bustransport og flextur/plustur forventes at udgøre 43,38 mio. kr., hvilket giver et forventet mindreforbrug i 2021 på 1,44 mio. kr.

Der er for nuværende en række usikkerheder, der kan have betydning for budgettet i 2021, f.eks.: 1. Hvorvidt den fulde mindreindtægt/merudgift som følge af COVID-19 vil blive kompenseret fuldt ud af staten fra 2021 og frem. (Movia anslår, at der uden statskompensation vil være et coronarelateret behov for mertilskud for Næstved Kommune på ca. 4,2 mio. kr. i 2021, og 2,2 mio. kr. i 2022). 2. Udfaldet af igangværende udbud af elbusser/fossile busser i den kollektive transport, hvor Næstved Kommune forventer at modtage tilbud i løbet af efteråret 2020, samt 3. Udfaldet af Movias forslag til optimeringer og effektiviseringsgevinster i relation til transportplanprojektet.

På den baggrund anbefaler administrationen, at det forventede mindreforbrug i 2020, 2021 samles i en reservepulje, og ikke anvendes til udvidet kørselsomfang. Hvis der ikke bliver behov for at anvende puljen til mindreindtægter/merudgifter som følge af COVID-19, vil det samlede beløb ved udgangen af 2021 på knap 3,8 mio. kr. kunne anvendes til dækning af eventuelle udgifter ved uændret køreplan i 2022 og til delvis dækning af uændret køreplan i 2023, jf. bilag 2.

Flextur og plustur Antallet af kørsler med flextur og plustur forventes, som i 2020, også i 2021 at være påvirket af COVID-19, hvorfor Movia forventer en samlet årlig udgift på 2,2 mio. kr. Administrationen er dog usikre på, hvor retvisende estimatet er, da vi endnu har til gode at se den reelle udgift til ordningerne uden effekt fra COVID-19, da den nye model for flextur og plustur først trådte i kraft pr. 1. januar 2020.

Made with FlippingBook - Online magazine maker