Forslaget til Lokalplan 059 har været i 8 ugers offentlig høring indtil 5. maj 2015. Forslaget er identisk med den gældende Lokalplan 046 bortset fra, at bestemmelser om støj er udgået. Støjen reguleres efter miljøbeskyttelsesloven og et støjregulativ. Regulativets bilag 1 handler om aktiviteterne ved multihallen.
I offentlighedsperioden er indkommet bemærkninger fra to naboer på Gallemarksvej og fra Næstved Hallerne (se bilag). Naboerne ønsker forbedringer i forhold til trafikforholdene og til regulering af støjen. Naboerne gør også opmærksom på, at det udførte projekt på flere punkter adskiller sig fra vinderprojektet til multihallen.
Det er administrationens vurdering, at de nødvendige bestemmelser indgår i lokalplanen. Bemærkninger vedrørende støj behandles i forbindelse med udarbejdelse og endelig vedtagelse af støjregulativet. Støjforhold kan ikke reguleres med en lokalplan (planloven), og de ønskede ændringer af trafikforholdene ligger primært uden for lokalplanområdet. Det er dog helt relevant at følge, hvordan trafikbelastningen bliver og eventuelt foretage ændringer i lokalområdet, hvis det viser sig nødvendigt.
Næstved Hallerne ønsker ændringer i forhold til - Facadematerialer - Indgangsparti (ønskes opført nærmere Ved Stadion)
Administrationen vurderer, at det nye materialevalg til facaden er i overensstemmelse med lokalplanens nuværende bestemmelser, og der er derfor ikke brug for en ændring.
Ønsket om at bygge nærmere Ved Stadion skyldes det forholdsvis smalle rum på indersiden af bygningen. Der er dog mulighed for at etablere en udgangssluse på bygningens inderside, og indgangen kan markeres på en række andre måder. Hvis byggefeltet ændres i lokalplanen, skal planforslaget i nye 8 ugers høring. Dette vil betyde, at lokalplanen ikke kan vedtages endeligt inden 1. november, hvor Hallerne har brug for ibrugtagningstilladelse.
Efter offentlighedsperioden har naboer til multihallen gjort opmærksom på, at den nordvestlige facade mod Gallemarksvej ikke er udformet som i vinderprojektet. Facaden er efter administrationens vurdering ikke færdig, og den skal fortsat udformes efter lokalplanens bestemmelser. Administrationen har løbende dialog med ansøger om færdiggørelse af projektet. De seneste tegninger af facaden vurderes af administrationen er være i overensstemmelse med principperne i lokalplanen, selvom den viste facade til en vis grad afviger fra vinderprojektet.
Made with FlippingBook - Online magazine maker