Byrådets møde 2015

Punkt 3: Endelig vedtagelse af lokalplan 053 for boligområde ved Herluf Trolles Vej, Næstved

01.02.05-G01-25-14 Kompetenceudvalg: Byrådet

Offentlighedsperioden for lokalplanforslaget er afsluttet. Planen fremlægges nu til endelig vedtagelse med mindre justeringer, som fremgår af rettelsesbladet. Administrationen indstiller, at lokalplan 053 for boligområdet ved Herluf Trolles Vej godkendes med de af administrationen foreslåede justeringer. Lokalplan 053 skal aflyse ældre utidssvarende bebyggelsesregulerende deklarationer for et eksisterende parcelhusområde fra 70érne ved Herluf Trolles Vej i Næstved og åbne mulighed for tilbygninger og fornyelse af bygningens arkitektur, energirenovering og opsætning af solceller. Lokalplanen muliggør bl.a. modernisering af bebyggelse med naturmaterialer af høj kvalitet som skifer, fibercementskifer og træ, med respekt for områdets identitet.

Lokalplanen viderefører væsentlige bebyggelsesregulerende bestemmelser fra de gamle deklarationer såsom områdets anvendelse, grundstørrelse, matrikulære forhold og etageantal. Samtidig sikrer lokalplanen eksisterende grønne arealer og stier.

Boligområdet ved Herluf Trolles Vej består af en traditionel ældre parcelhusbebyggelse i røde og brune tegl med facadepartier i mørk malet træbeklædning. Tage med lave taghældninger er dækket med røde og brune tegl eller betontagsten. Bebyggelsen har bevaret materialemæssige og arkitektoniske kvaliteter, der søges bevaret i lokalplanen.

Forslag til lokalplanen har været offentligt fremlagt i 8 uger. I offentlighedsperioden er der modtaget enkelte bemærkninger og ændringsforslag, bl.a. ønske om fastholdelse af nuværende etageantal i delområde 1, præcisering af bestemmelserne for farvevalg og mulighed for beklædning af gavle med fibercementbrædder.

På baggrund af disse bemærkninger er der udarbejdet forslag til mindre justeringer af den endelige lokalplan, der tilgodeser hovedparten af borgernes ønsker og ændringsforslag. Forslag til ændringer fremgår af rettelsesbladet, der er vedlagt sagen.

Ejendomsudvalget Økonomiudvalget

Made with FlippingBook - Online magazine maker